Mange nordjyske minkfarme bliver omfattet af regeringens beslutning om at aflive minkbesætninger, der enten er ramt af corona, under mistanke for smitte eller ligger i nærheden af en ramt minkfarm. Hos Nordjyllands Pelsdyravlerforening ser man beslutningen som en lettelse.
Mange minkfarme og over 1 million mink ser ud til at blive ramt af regeringens beslutning om at aflive minkbesætninger ramt af corona, besætninger med mistanke om corona og besætninger inden for en radius på otte kilometer af de corona-ramte besætninger.
Selvom det kan blive endnu et hårdt slag for en i forvejen kriseramt branche, der står til at miste mange års avlsarbejde, er formanden for Nordjyllands Pelsdyravlerforening, John Elling, glad for beslutningen.
- Det er en form for lettelse. Nu skal vi ikke længere gå med den uvished, der har hersket de seneste måneder, forklarer John Elling.
- Problemet har været, at ligeså snart man bliver ramt af Covid-19, kommer man under offentligt tilsyn, og kan først gøre noget, når man igen er fritaget. Det har taget to måneder for en af de minkfarme, der blev ramt i sommers. Og hvis vi begynder at regne to måneder frem fra nu, risikerer vi at stå i november måned og stadig være usikre på, om vi må pelse vores dyr eller ej, forklarer han.
- Hvis pelsningen bliver udsat, har vi både et spørgsmål om kvalitet og hvad med de medarbejdere, der normalt pelser? Men der er også et spørgsmål om dyrevelfærd, der skal løses. For til den tid vil minkene være kønsmodne, og så vil de ikke kunne enes i burene, konstaterer John Elling.
- Derfor har der kun været to muligheder: Nedslagtning eller at finde en mulighed for at pelse dyrene.
Afliv hurtigst muligt
John Elling kan sagtens forstå, hvis nogle af de minkavlere, der ikke er ramt eller under mistanke, er trætte af at skulle aflive besætningen blot fordi, man ligger inden for en radius af otte kilometer til en corona-ramt farm.
- Men jeg tror også, at det i høj grad er en lettelse for dem. For det har også været psykisk hårdt for dem, der ikke har fået konstateret sygdommen. Den der frygt for, hvad der skal ske, hvis det nu rammer. Og jo tættere på pelsning vi kommer, jo større vil frygten blive, fortæller landsdelsformanden, der nu håber at besætningerne bliver slået ned hurtigt.
- Hvis vi skal have en effekt og undgå, at det breder sig længere sydpå, så gælder det bare om hurtigst muligt at få det sat i værk, konstaterer han.
Rejser sig igen
John Elling har selv været ramt af corona på sin farm, som huser 29.000 mink.
Trods endnu et slag til branchen, er han dog sikker på, at minkavlere i Vendsyssel ikke er nogen uddøende race.
- Nu håber jeg først og fremmest, at man finder frem til en rimelig kompensation, og så er minkavlere generelt et optimistisk folkefærd, og der er mange med et stort gåpåmod. Derfor tror jeg også nok, at de nordjyske avlere rejser sig igen, når der lige falder ro på.
Om John Elling selv bliver en del af genrejsningen, er dog stadig tvivlsomt.
- Jeg er en af dem, der er inde i en overvejelsesfase, hvor mine 60 år også spiller ind. Derfor har jeg heller endnu ikke besluttet mig for, om jeg vil fortsætte eller ej, konstaterer han.