Ulve kommer ikke til at være strengt beskyttet i fremtiden, men vil få en lavere beskyttelsesstatus i EU-landene.
Onsdag stemte et klart flertal af EU's ambassadører for EU-Kommissionens forslag om at sænke ulves beskyttelsesstatus i det såkaldte habitatsdiirektiv fra strengt beskyttet til beskyttet.
Det skriver mediet Euractiv. Blot to lande, Spanien og Irland, var imod forslaget. Dermed er forslaget godt på vej til at få grønt lys i EU.
Med den ændrede status bliver det i princippet muligt for de enkelte lande at tillade regulering af ulve, såfremt at rovdyret har opnået en såkaldt gunstig bevaringsstatus. Det vil være et spørgsmål om, hvor mange ulve, der er i et land. Med denne uges toner fra EU har en årelang debat om ulve nået et foreløbigt klimaks rent politisk.
Et af de lande, der har skiftet holdning til ulvespørgsmålet er Tyskland.
- I fremtiden skal det være nemmere at regulere individuelle ulve, men også hele ulveflokke, når de virkemidler, der er sat i værk for at beskytte andre dyr, ikke virker, siger Tysklands landbrugsminister, Cem Özdemir fra partiet De Grønne til det tyske nyhedsbureau DPA.
Ifølge den seneste status fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, der står for at overvåge ulve herhjemme, er der 32-43 ulve i Danmark, heraf otte par.
På EU-plan var der i 2023 cirka 23.000 ulve.