Vores danske kystlinje er noget helt særligt. Med hele 7.314 kilometer er den – målt i forhold til vores ellers beskedne areal – kun overgået af Singapore. De lange kyster er hjemsted for en masse fuglearter, og mange af dem kommer her kun om sommeren, når de skal yngle. En af dem er den sære fugl klyden.

Første gang, man ser klyden, er det som om, den slet ikke passer ind. Den ser meget eksotisk ud med de lange blågrå ben, den elegante sort/hvide fjerdragt og det lange opadbøjede næb. Den er ikke til at tage fejl af, og der er ikke andre fugle, der ligner den.

Mange fuglenavne er lydefterlignende ord. Det vil sige, at deres navn efterligner den lyd, fuglen har. Sådan et ord kaldes et onomatopoietikon. Klyden er ingen undtagelse, og den har fået sit navn efter lyden dens kald »kly-kly«, som oftest høres, hvis man kommer lidt for tæt på yngleområdet.

Klyden er tidligere blevet kaldt skomagerfugl, fordi dens sjove opadbøjede næb ligner en skomagernål. Det lange iøjnefaldende næb bruges til at filtrere det lave vand for føde, som insektlarver, bløddyr og små krebsdyr. Det gøres med fejende bevægelser, fra side til side.

Klyden er cirka 43 centimeter lang, har et vingefang på 77 til 80 centimeter og vejer mellem 250 og 400 gram. I Danmark yngler arten på strandenge og små øer.

Udover at være tæt på der, hvor den finder føde, er de flade strandenge lette at overskue, så potentielle fjender kan ledes væk fra reden. Klyden er nemlig en glimrende skuespiller, og den er meget dygtig til at spille skadet.

Den kalder og klynker, spiller halt og lægger sig på jorden. Men når et rovdyr skal til at tage den, flyver den pludselig væk, som om intet var hændt. På de små øer er det den samme historie, og det er med den ekstra fordel, at reden ikke så let kan nås af ræve, mårhunde og andre rederøvere.

Natur