Gefion-medlemmer sår 22 km blomsterstriber

Mindst 54 medlemmer af Landboforeningen Gefion har bidraget til at gøre landskabet smukkere, naboerne glade og give liv til bier, insekter og sommerfugle med en blomsterstribe, når de til sammen sår mere end 22 kilometer blomsterstriber på deres jord.

- Det er rigtig godt gået af de medlemmer, der har meldt sig til initiativet, og der skal lyde en stor tak til alle, der er med, siger Poul Henrik Prahl, der er næstformand i Gefion.

Han påpeger, at det er første gang, Gefion har taget initiativ til fælles såning af blomster- og vildtstriber, og han håber, at endnu flere vil være med næste år.

Medlemmerne har tilmeldt alt fra 100 til 1200 meter pr. ejendom, og i alt 22 kilometer. Men Poul Henrik Prahl mener ikke, at antallet af kilometer er repræsentativt i forhold til, hvor mange, der sår til gavn for insekterne.

Ifølge næstformanden er der nemlig mange, der bare gør som de plejer, og som selv sår striberne uden støtte fra foreningen.

Gefion har allieret sig med den 17-årige Anton Petersen fra Landevejsgaard, som mange allerede kender fra blandt andet LandbrugØst, og Klaus Falk fra Kalundborg, der begge kører rundt på hele Sjælland for at så striber.

Såning af blomsterstriber bliver blandt andet støttet af Nygaardfonden, der støtter Gefions medlemmer med såning af blomsterstriber med 50.000 kroner.

Læs også

Millioner til nye minivådområder
Regeringen vil skabe naturjobs
L&F afviser, at udtagning af omdriftsjord vil være næsten gratis
Dyrevelfærd: Hyr en landmand til den vilde natur
Mange er ikke opmærksomme på §3-grænserne
Husdyravlere kan få bedre vilkår overfor ulve