Den trodsige blomst

Når man først har smagt på dage med sol og varme, er det et hårdt slag, når sne, slud og hård blæst vender tilbage. Man frygter, at vinteren har endnu et kapitel i sin kolde fortælling.

En tur i naturen kan dog fortælle, at der trods nedbør og kulde er kommet gang i foråret. Det er nemlig en tid med gensynsglæde for mange planter, men også det modsatte. Nogle planter deler vandene – én af dem er mælkebøtten.

Den smukke mælkebøtte er en meget almindelig plante herhjemme, og kendt af langt de fleste, og faktisk har vi omkring 400 småarter af den.

Mælkebøtten er elsket af de første sommerfugle og insekter. Den store kurveblomst er fyldt med nektar, og den stærke gule farve tiltrækker de sultne insekter.

Blandt andet citronsommerfuglen og de tidlige bier er flittige spisegæster, og de kan få vigtig næring i en kold tid. Til gengæld er den gule blomst hadet af haveejere for dens sejlivethed.

Netop sejlivetheden, evnen til at kunne vokse på områder uden meget næring, og at den ligefrem kan bryde igennem asfalt, har skabt begrebet »mælkebøttebarn«.

Et sådant barn er et barn, der er vokset op i et risikofyldt miljø uden omsorg, men som klarer sig på trods. I psykologiens verden kaldes begrebet »resiliens«.

I gamle dage havde man et skind til at beskytte mælken efter malkning. Skindet havde masser af små huller, og ligner overfladen på afblomstrede mælkebøtter. Deraf kommer blomstens navn.

Mælkebøtte kaldes også løvetand, da de grønne blades takker kan minde om en løves tandsæt. På moderne fransk hedder den pissenlit, der betyder pis-i-sengen. Et lidt sjovt, men meget sigende navn til en plante, der virker vanddrivende.

Om man kan lide mælkebøtten eller ej, så er både blade og blomster spiselige, så man kan spise sig ud af problemet med mælkebøtter i græsplænen. Velbekomme.

Læs også