Vores hjerner er lavet til at putte ting i kasser. Alt opdeles i kategorier og stereotyper, så vi kan træffe beslutninger i en fart.

Der er masser af oplevelser, vi har i hverdagen, som hjernen kender, og derfor ikke lægger særligt mærke til. Det samme oplever man i naturen, hvor alt virker bekendt og roligt på strandturen. Lige indtil man ser en sort svane.

Den hvide knopsvane er vores nationalfugl – og elsket og kendt af alle. Vi har også sangsvaner og pibesvaner, som regelmæssige gæster herhjemme. Fælles for dem er, at de alle er hvide. På den anden ende af kloden, nærmere bestemt Australien, bor deres sære fætter, den sorte svane.

Der er tale om en stor fugl, der vejer cirka seks kg og har et vingefang på omkring to meter. Når den står på jorden, er den lige under halvanden meter høj.

De sorte svaner, som vi kan få at se i Danmark, er efterkommere af udsatte fugle. Det har været populært med eksotiske fugle i zoologiske haver, parker og hos prydfugleholdere, og det er efterkommere af sådanne fugle, der nu kan ses, som forvildede fugle.

I England, Tyskland og Holland er de sorte svaner begyndt at yngle i naturen. Det er nok et spørgsmål og tid, før vi finder de første »grimme ællinger« herhjemme, og det vil give anledning til nye overvejelser.

Når en dyreart ikke er naturligt hjemmehørende, eller ikke kan tænkes at have spredt sig naturligt, betegnes den som invasiv. De invasive arter kan i visse tilfælde udkonkurrere naturligt hjemmehørende arter, og derfor er de uønskede. Den sorte svane er en af disse arter.

På den anden side af kloden har de det samme problem. De har nemlig udsat knopsvaner som prydfugle, og nu er de ved at fortrænge deres hjemmehørende arter.

Invasiv eller ej, så er den sorte svane en god oplevelse og en fryd for øjet.

Natur