Den samme gåtur med hunden. Den samme rute til arbejde. Den samme gåtur ved kyst og skov. Umiddelbart kunne man tænke, at disse gentagelser skulle være kedelige, men det er ofte sådan, vi oplever naturen. Og det bliver jo aldrig kedeligt, for som dagene går, ændrer oplevelsen sig.
Lærken synger igen, blomster springer ud, og solen begynder så småt at varme kinderne. Når man færdes ude i naturen, støder man indimellem på arter, som ikke ser ud til at passe ind. De har sjove farver, lyder skørt eller gør noget mærkeligt. Sådan en art er gravanden.
Gravanden er næsten lige så stor som en gås. De klare og skarpt opdelte felter af hvidt og brunt på kroppen og det metallisk grønne hoved, gør arten let at kende. Den er omkring 61 centimeter lang, og dens vingefang måler mellem 110 og 133 centimeter.
Fuglen vejer fra 1.100 til 1.450 gram. Når den er to år gammel, kan den yngle, og den får et kuld af otte til ti æg. Arten har fået sit navn efter dens valg af redepladser, der typisk er placeret i et hul i et træ eller i en skrænt. I yngletiden er arten ret territoriel, og skræmmer gerne andre arter væk.
Gravanden er hverken en and eller en gås. Videnskabeligt set er den i sin egen gruppe sammen med den sjældne rustand. I modsætning til de andre andearter, vi ser herhjemme, er han og hun ens i fjerdragten.
Kun størrelsen på den røde næbknop afslører, at det er en han. Noget andet specielt er, at både han og hun hjælper med opfostringen af ungerne. Det er ellers ikke moderne blandt ænder. Føden er primært animalsk, og består af krebsdyr og små muslinger.
Man kan finde den smukke gravand mange steder. Den kan ses både ved kysterne, men også ved søer samt vandløb. De store vandmængder, vi har fået i den seneste tid, har skabt store vådområder og nye søer, hvor gravanden også holder til.