Skoven ligner en søjlehal, hvor de stolte bøgetræer strækker deres nøgne grene mod forårets spæde lys. Inden længe vil træernes kroner fyldes med smukke grønne blade, og lukke af for lyset til skovbunden. Derfor er det nu, der dukker små blomster op, og danner et smukt hvidt tæppe. Det er anemonerne, der springer ud.
Hvid anemone er en flerårig urt af ranunkel-familien. Den bliver 10 til 25 centimeter høj og findes i løvskove over hele landet – dog ikke så hyppigt i Nord- og Vestjylland. Møder man anemoner på åben mark, er det næsten helt sikkert, at der har stået skov tidligere, da planten er knyttet til den fede skovjord.
Der findes også gul og blå anemone herhjemme, men de er mere sjældne. Den blå anemone, som Kaj Munks digt gjorde berømt under besættelsen, findes især i sydøstlige dele af landet. På verdensplan findes der omkring 150 arter af anemone, og de findes på alle kontinenter, undtagen på Antarktis.
Anemonen springer ud før løvtræernes kroner lukker for det livsnødvendige sollys. Når trækronerne bliver tætte og lukker sammen, visner blomsten, men jordstænglen gemmer på næring og er klar igen næste år.
Det har længe været en gængs opfattelse, at skove med høje, lige og sunde træer, er den eneste rigtige måde at have skov på. Forskning og forsøg har vist, at der kan være mange andre måder at have skov på, og at de kan være meget gavnlige for den biologiske mangfoldighed.
Anemonen er en sart lille blomst, og selv den mindste brise får den til at svaje i vinden. Måske er det derfor, plantens navn betyder »vindblomst« på græsk.
Snart kan man finde anemoner derude i foråret. Hele planten er giftig og anvendes heldigvis ikke til andet end at sprede dejlig duft, fryde øjet og give »en omgang forårskuller«.