Foråret lader vente på sig, men lærkesang og myldrende blomster trækker os alligevel ud i naturen. Solen er lun og skarp, men vinden er isnende.
I den lille lokale skov er de store flagspætter så småt begyndt at tromme, og da træerne står uden blade, kan du se de mange reder i trætoppene. Snart vil der være en voldsom aktivitet fra de snakkende sorte fugle. Du har fundet en koloni af råger.
Rågen kan godt ligne en krage, særligt sortkrage, der er helt sort, som rågen. De er næsten lige store, og lyder næsten ens. Rågen adskiller sig ved at have et længere og lysere næb.
Hos fuldvoksne fugle ser næbbet endnu længere ud, da der udvikles grå hud omkring næbroden. Arten har et vingefang på mellem 81 og 99 centimeter, og den er omkring 46 centimeter lang. Den vejer fra 460 til 520 gram, og får et kuld om året af fire til seks æg.
Rågen ses tit i store flokke på markerne, hvor den fouragerer. Dens føde består af insekter og orme, som den finder med sit lange næb. Den finder også frø og nødder, og laver forråd, som den kan gemme til hårde tider. En god del af rågens tid går også med at finde andre rågers forråd og snuppe af det.
For nogle mennesker er ravne, krager, alliker og råger blot »sortfugle«, og ikke nogen man bryder sig om. Det er nok fortidens fortællinger om tyvagtighed og sagn om dårlige varsler, der hænger fast.
I perioden 1925 til 1978 blev bestanden af råger næsten halveret, på grund af bekæmpelse og jagt. I 1980’erne rettede bestanden sig op og har nu stabiliseret sig på mellem 80.000 og 90.000 par.
Der er folk, der brokker sig over lidt gyllelugt på landet, måger på havnen og råger i træerne. De skal huske, at det er tilladt at flytte et andet sted hen.
Du kan finde rågerne og deres kolonier over hele landet, dog er der længst mellem fuglene i Vestjylland.