På fredag har Torben Ipsen sidste arbejdsdag hos Kverneland-virksomheden i Kerteminde og fejrer det markante jubilæum.
JUBILÆUM Ude på »Taarup«.
Sådan lyder det, når især de ældre Kverneland-medarbejdere fortæller om deres arbejdsplads i Kerteminde. Og flere har arbejdet dér, da fabrikken som bekendt hed Maskinfabrikken Taarup A/S, og var ejet af familiegenerationerne efter Hans Simon Larsen, der i 1877 grundlagde virksomheden i sin smedje i landsbyen Taarup uden for Kerteminde.
En af dem er Torben Ipsen. Han kan på fredag fejre sit ikke mindre end 50-års jubilæum, og samtidig sidste arbejdsdag på »Taarup«. På grund af corona-situationen sker det i hjemmet i Flødstrup for indbudte forretningsforbindelser samt for venner og naboer.
100 grønthøstere om dagen
Efter et enkelt år ude at tjene ved landbruget efter skoletiden, kom han som 16-årig i 1970 i lære som maskinarbejder på landbrugsmaskinfabrikken, hvor hovedproduktionen dengang – som nu – var maskiner til græs.
- Vi producerede op mod 100 Taarup-grønthøstere hver eneste dag, husker Torben Ipsen, der som lærling primært var med til at fremstille værktøj til stansemaskinerne rundt om i fabrikshallerne. Men i den firårige læretid blev det også til et halvt år i forsøgsafdelingen.
- Det var min store interesse, fortæller jubilaren, der sidenhen kom til at arbejde meget med netop forsøg og udvikling af maskiner.
Rejsemontør
Således blev der efter endt soldatertid ringet fra Taarup efter ham til et job i forsøgsafdelingen, og her var han indtil 1978, hvor han blev spurgt om at blive rejsemontør.
Frem til årtusindeskiftet blev det til mange rejsedage både herhjemme og til fabrikkens største markeder i England, Irland og Frankrig. Men også enkelte ture til østlandene, blandt andet til Ukraine i 1989, tæt på Tjernobyl. Herfra husker Torben Ipsen flere særlige oplevelser, blandt andet vagter med maskingevær og traktorer uden pto til maskinerne, som han skulle igangsætte for lokale forhandlere.
- Sommetider var jeg afsted to-tre uger ad gangen med opgaver som ombytning eller forstærkninger af solgte maskiner, inden forhandlerne mere og mere overtog servicen og dermed afløste os rejsemontører.
Han husker, at der på et tidspunkt var ti rejsemontører ansat. I dag klares hele verden af to fabriksmontører.
I salgsafdelingen
I mellemtiden havde norske Kverneland overtaget fabrikken i Kerteminde, og fra 2000 blev Torben Ipsen ansat i Kverneland Danmarks salgsafdeling. Her var opgaverne fortsat udvikling, men først og fremmest reklamationer og kundekontakt indenfor græsmaskiner. Senere fik han serviceområdet for Väderstad, og senest har han i en årrække haft plove og ballesnittere som ansvarsområde.
For to år siden gik han ned på en tredages arbejdsuge, og som nævnt stopper han samtidig med det markante jubilæum.
Medaljer
Dermed bliver der endnu mere tid til hans og Signes fritidslandbrug på 10 hektar, hvor han har planer om at udvide med flere specialafgrøder. Til alle opgaver i marken har Torben Ipsen eget maskineri. Kun sprøjtningen klares af en nabo.
Selv om Kverneland har luftet tanken om enkelte specialopgaver fremover, håber 50-års jubilaren også på flere golftimer og tid til veteranbilen i laden.
Ved sit 40-års jubilæum fik Torben Ipsen en medalje, og denne gang er han indstillet til en endnu finere af slagsen fra dronningen.