Direktørskifte hos Hardi International

Hardi International A/S i Nørre Alslev på Falster har skiftet direktør.

Efter 39 års tro tjeneste, de seneste 13 af dem som CEO, har Sten Kjelstrup nemlig valgt at sige pænt farvel og tak til virksomheden på Nordfalster, der producerer sprøjter til blandt andet landbruget.

- Jeg har haft nogle fantastiske år hos Hardi. I løbet af min tid er Hardi blevet markedsførende på mange områder i hele verden, så det har i sandhed været en spændende rejse at være en del af, fortæller Sten Kjelstrup, som snart fylder 65 år og sammen med kone nu har besluttet, at tiden er inde til en bedre »work/life-balance«.

Som afløser for Sten Kjelstrup tiltræder 55-årige Jens Kristensen, der har en solid værktøjskasse med sig fra diverse direktørstillinger og bestyrelsesposter hos ledende virksomheder i Danmark og Nordamerika, heriblandt GN Resound og Jupiter Bach.

- Hardi International er en spændende virksomhed med en loyal medarbejderstab. Virksomheden står med et godt udgangspunkt for at eksekvere de tiltag, der er nødvendige for at forbedre lønsomheden og den globale markedsposition, siger Jens Kristensen.

/ jhal

Læs også