Slagtningerne af svin i EU steg med 0,2 procent i 2020 i forhold til 2019, skriver Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer ud fra EU-landenes indberettede slagtninger til Eurostat.

Spanien topper listen med en fremgang i slagtninger på 6,6 procent til 56,5 millioner stk. i 2020 mod 52,9 millioner stk. i 2019. Ud over først og fremmest en stigende egenproduktion af svin i 2020, har Spanien også oplevet en stigende import af smågrise og slagtesvin i 2020.

Ifølge spansk handelsstatistik steg den spanske import af smågrise fra 1,3 millioner stk. i 2019 til 1,8 millioner stk. i 2020. Importen af smågrise kommer først og fremmest fra Holland. Importen af slagtesvin steg fra 0,3 millioner stk. i 2019 til 0,7 millioner stk. i 2020. Her kommer importen fra først og fremmest Frankrig og Portugal.

Udviklingen i slagtninger for Tyskland og Danmark i 2020 er påvirket negativt af mange udsatte slagtesvin hen over årsskiftet 2020/21.

Købssignal for rapsskrå og -kager

AgroMarkets sendte tirsdag et købssignal ud vedrørende rapsskrå- og kager.

- Vi har dækket 100 procent af rapsskrå og -kager frem til og med januar 2022.

- For sojaskrå er vi dækkede 100 procent til og med oktober 2021 og 50 procent videre frem til og med april 2022. Også økologiske produkter, skriver AgroMarkets på sin hjemmeside.

AgroMarkets anbefaler sine kunder at have solgt 58 procent af rapshøst 2021 på nuværende tidspunkt.

Derudover er høsten 2020 solgt.