Vær opmærksom på varmen ved grise-udlevering

Med høje temperaturer og solskin er det ekstra vigtigt, at grisene også i udleveringen får nok vand, skriver Danish Crown Pork.

Det gælder i overdækkede udleveringsrum, hvor det kan blive ganske hedt. Grisene skal have adgang til vand, mens de venter på at blive hentet, og det gælder uanset om det er dag eller nat, når de bliver gjort klar til afhentning.

For ikke-overdækkede udlevering gælder det, at man ikke skal lukke grise ud i direkte sollys før umiddelbart inden afhentning. For udleveringsvogne gælder det, at de skal stilles i skygge, og grisene skal have adgang til vand.

For at sikre dyrevelfærden i forbindelse med transport vil Centralplanlægningen reducere læsstørrelsen i de varmeste timer.

Det betyder, at transporter med eftermiddagsaflæsning i de varmeste områder vil være reduceret med op til 10 procent, så høje temperaturer i lastbilen undgås.

Danish Crown opfordrer til at holde kontakt med Centralplanlægningen, så man kan koordinere udleveringen med tidspunktet for afhentning.

--

Officielle kostråd har placeret sig i danskernes bevidsthed

Spis planterigt, flere bælgfrugter og mindre kød.

Sådan lyder nogle af hovedingredienserne i Danmarks nye kostråd, der blev lanceret 6. januar. Og noget tyder på, at de mere klimavenlige kostråd har indprentet sig hos mange danskere.

To ud af tre danskere svarer således i en undersøgelse fra Epinion, at de kender til kostrådene. Blandt de danskere, der kender kostrådene, svarer 42 procent, at de ugentligt eller hver dag spiser mere planterigt og varieret, og 28 procent svarer, at de spiser mindre kød ugentligt eller hver dag.

--

 

Indberet udsætning af fjervildt

Udsætter du fjervildt, skal det indberettes til Miljøstyrelsen. Manglende indberetning af gråænder risikerer nu at få konsekvenser for den fremtidige udsætning af gråænder. Det samme kan ske for både fasaner og agerhøns. Det oplyser Danmarks Jægerforbund i en artikel på deres hjemmeside.

Her oplyses det i en artikel, at der i forlængelse af mødet i Vildtforvaltningsrådet den 10. juni er splittelse i rådet i spørgsmålet om andeudsætning.

DOF, DN, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet anbefaler et forbud blandt andet begrundet i den manglende indberetning af udsatte gråænder.

- Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at der vil blive fremsat ønske om en lignende undersøgelse af antallet af indberettede udsatte fasaner og agerhøns holdt op mod antal importerede og dansk producerede fasan- og agerhønsekyllinger, siger jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen og fortsætter:

- Derfor er mit klare råd til de danske jægere, at hvis de på nogen måde vil kunne bevare muligheden for udsætning af fjervildt, så skal ALLE udsatte gråænder, fasaner og agerhøns i fremtiden indberettes til myndighederne efter gældende regler!

Læs hele artiklen om emnet på https://www.jaegerforbundet.dk/. Har man generelt spørgsmål om registrering af fugle, udsætning, sporbarhed, biotopplaner, eller lignende, forlyder det, at man altid er velkommen til at kontakte Danmarks Jægerforbund.

--

Sakselifte tager krydderurtedykning op i højden

Når Nordic Harvest dyrker krydderurter i Copenhagen Market, så er det med hjælp fra fem sakselifte fra Jøma Lift Teknik, Kolding, som sikkert fragter både ansatte og urter op og ned i det 14-etagers høje vækstanlæg.

Byggeriet af vækstanlægget begyndte i foråret 2020 og står efter planen helt færdigt til efteråret 2021. Fem Genie GS2632 sakselifte fra Jøma Lift Teknik har været en essentiel del af byggeprocessen.

Nordic Harvest har desuden tilføjet fire nye Genie GS2646 sakselifte til vognparken, som benyttes i det daglige arbejde, hvor liftene kører på en skinne langs en barriere, og fragter de ansatte frem til urterne.

01-26-no

Genielifte fra Jøma Lift Teknik er en helt essentiel del af den daglige drift i Nordic Harvests nye væksthuse, hvor urter dyrkes i op til 14-etagers højde. Foto: PR.

 

--

5G-forsøg undersøger muligheder for fremtidens landbrug

Ifølge en rapport lavet af Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi kan det medføre en samlet erhvervsøkonomisk gevinst på 1.210 mio. kr. årligt for landbrugserhvervet, hvis præcisionslandbrug indføres på alle landbrugsarealer.

Det er især 5G-netværkets gode dækning, høje hastighed og lave svar-tid, der åbner op for nye muligheder. Kombinationen af de egenskaber gør det nemlig muligt at sende og modtage store mængder af data via netværket i tæt på realtid.

- Vi kan se ind i en fremtid, hvor sensorer monteret på landbrugsmaskinerne indsamler data om alt fra jordbundsforhold, temperaturer og ukrudt, sender det til en central enhed, hvor det bearbejdes i realtid via kunstig intelligens, hvorefter maskinen får information retur om, hvordan den kan bearbejde jorden mest effektivt og med mindst mulig brug af sprøjtemidler. Alt sammen uden menneskelig indblanding, siger Toke Binzer, Underdirektør for TDC NET.

For at realisere de potentialer kræver det, at der er både 5G-dækning og tilstrækkelig høj kapacitet i netværket, også på selve markerne.

Det satte forskere fra Aalborg Universitet og Aarhus Universitet sig for at undersøge i et netop gennemført forsøg, der indgår i EU projektet »Internet of Food and Farm 2020«, hvor man i et område omkring Padborg for første gang herhjemme har testet 5G i et åbent landskab.

En almindelig traktor blev koblet op på 5G-netværket, og mens maskinen var i drift blev netværkets hastighed, responstid og stabilitet udfordret og målt. Forskerne konkluderer, at der på sigt er mange reelle muligheder for anvendelse af 5G til fremtidens intelligente landbrug. Generelt vil de fremtidige landbrugsteknologier stille større og større krav til trådløs datakommunikation i takt med at kommunikationsteknologier udvikles for anvendelse i det åbne land. 

--

Minkfarmere åbner café med plantebaseret is

En helt ny café i Hvide Sande, Ruth&co, har netop slået dørene op til salg af is lavet 100 procent på planter fra Ice Bakers i Thy. Det er samtidig begyndelsen på en helt ny tilværelse for Jakob Kvist Jensen og hans mand, Sarut Khunawichai, som indtil i foråret var minkavlere.

 - I flere år havde vi leget med tanken om at åbne en café, og nedlukning af minkerhvervet var et afgørende skub. Vi glæder os helt vildt til at byde turister og lokale indenfor, siger Jakob Kvist Jensen.

- Rigtig mange vil få sig en aha-oplevelse, når de smager den plantebaserede is, vi serverer. Det fik vi selv, da vi smagte isen fra Ice Bakers. Akkurat som mange har fået øjnene op for, at øl fra mikrobryggerier er en ganske særlig oplevelse, så er samme tendens på vej med den plantebaserede is. Folk skal bare lige smage den, siger Jakob Kvist Jensen.

--

1.000 pakker med frø skal brændes

Rejsen har været lang for tusindvis af overvejende kinesiske små pakker med hver cirka 2-5 gram frø. Deres destination har været danske postkasser, men ofte uden at modtagerne har bestilt dem. Nu ender frøene med at blive destrueret på forbrændingen. Det oplyser Landbrugsstyrelsen.

Siden foråret 2020 har Toldstyrelsen tilbageholdt mere end 21.000 små poser med frø. Poserne med frø er blevet tilbageholdt, fordi de ikke har været ledsaget af et officielt plantesundhedscertifikat. Certifikatet er myndighedernes garanti for, at frøene ikke bærer på fremmede sygdomme, der kan skade danske eller europæiske planter.

Bag de mystiske forsendelser ligger formentlig et svindelnummer, der også er kendt som brushing scam. Det er en metode, hvor internetbutikker kunstigt øger deres salgstal ved at sende et stort antal pakker afsted til meget lave omkostninger. Modtagerne vil typisk være helt tilfældigt udvalgt.

Hvis man har modtaget en pakke med frø, som man ikke selv har bestilt, bør Landbrugsstyrelsen kontaktes og frøene ikke sås ud. Styrelsen anbefaler desuden, at frøene destrueres, så man hjælper med at forhindre eventuelle sygdomme i at sprede sig.

--

Udstilling skal sætte ulvedebat i perspektiv

Hvorfor vækker ulven så voldsomme følelser i os? Er der plads til ulve i Danmark? Og er der overhovedet plads til vild natur? Disse og mange flere spørgsmål sætter Naturhistorisk Museum Aarhus i perspektiv i den stort anlagte særudstilling »Dansker med Ulve«.

Med udstillingen sættes debatten og ulveproblematikken i perspektiv. Udstillingen, der er udviklet i samarbejde mellem Naturhistorisk Museum Aarhus, Holstebro Museum og København Zoo, tager ikke stilling til ulvens forekomst i Danmark, men skal få de besøgende på museet til bedre at forstå debatten og splittelsen blandt befolkningen og reflektere over deres eget natursyn. Ulvens nære biologiske slægtskab med hunden sættes også i spil gennem en udstilling af 10 konserverede ulve kombineret med museets helt unikke samling af udstoppede hunde.

--

 

Besparelser på foderindkøb med ny digital funktion

Omkostninger til køb af foder bliver nu overvåget i it-løsningen Dashboard. Funktionen gør, at landmanden kan spare penge ved at gribe ind i tide, hvis udgiften stiger uhensigtsmæssigt. Det meddeler LandbrugsRådgivning Syd.

Hvor mange penge går der til indkøb af foder, og hvordan stemmer det overens med det budgetterede? De spørgsmål kan man nu lynhurtigt få svar på med funktionen »Indkøb foder« i programmet Dashboard.

Funktionen er udviklet af Seges på baggrund af efterspørgsel fra landmænd og landbrugsrådgivere.

Dashboard blev lanceret i 2019 og er et program, der taler sammen med økonomistyringsværktøjet Ø90. Det kan vise en lang række nøgletal, som landmanden selv udvælger. Det kan som eksempel være dækningsbidrag, vedligeholdelsesudgifter og produktionstal for grise og køer.

LandbrugsRådgivning Syd oplyser endvidere, at løsningen forhandles af landets landbrugsrådgivninger, og man kan finde nærmeste forhandler på www.dlbr.dk

--

 

Nye værktøjer sætter turbo på digitalisering i landbruget

Teknologisk Institut har som led i resultatkontrakten »Digitalisering i landbruget« udviklet et sæt værktøjer og metoder, som består af software- og analysemoduler og rådgivningsværktøjer.

Instituttet undersøger blandt andet, hvordan kunstig intelligens og kamerateknologi kan effektivisere landbruget og indgå som en naturlig del i landbrugsudstyr. Her har specialisterne blandt andet udviklet en digital plantetæller, der kan tælle planter og beregne bladareal. En løsning, der kan spare arbejdstimer.

Det store fokus på at reducere landbrugets emissionsudledning med 70 procent inden 2030 fylder meget i agroindustrien i disse år. Her har instituttet udviklet en platform, der opsamler emissionsdata fra både stald og mark.

Teknologisk Instituts arbejde med digitalisering i landbruget stopper ikke ved udgangen af resultatkontrakten. Sammen med en række partnere har Teknologisk Institut modtaget 6,3 millioner kroner i midler fra Industriens Fond, så arbejdet kan fortsætte til og med 2023. Fokus er her på vækst i agroindustrien via digitalisering.

Danmarks vildeste havn

Biodiversiteten blomstrer på Aarhus havn, hvor mere end 5000 kvadratmeter havneareal lige nu står i fuldt flor. Braklæggende rabatter er omdannet til vild blomstereng, og der er etableret kuperet kystmiljø flere steder på havneområdet. Indsatsen er en del af Aarhus Havns bæredygtighedsstrategi, men samtidig har virksomheden et ønske om at arbejde med havnens æstetiske udtryk.

- Med en- og flerårige blomster, der har høj nektarproduktion, har vi skabt bedre forhold for insekterne og dermed for fuglelivet, og samtidig har vi opnået, at havneområdet tager sig pænere ud til glæde for de mange mennesker, der har deres daglige arbejde her, men også for de mere end 3 millioner passagerer, der i løbet af året tager med Molslinjen til og fra Aarhus havn, siger driftsdirektør Anne Zachariassen.

Den øgede biodiversitet på Aarhus havn bidrager desuden til Aarhus Kommunes bestræbelser på at blive Danmarks vildeste kommune, som er et projekt under Miljøministeriet og en kamp mellem alle landets kommuner, der dyster frem til 2022 om at blive den vildeste kommune i landet.

--

 

Verdensnyheder på HL21

21 spritnye maskiner og redskaber står klar til at dyste om Maskinleverandørernes Innovationspris på Have & Landskab i Slagelse den 25. til 27. august – og for hele otte maskinernes vedkommende er der tale om deciderede Verdensnyheder. Men det er ikke kun maskinproducenterne, som udvikler på livet løs. Også selve Innovationsprisen er ændret og vil i år være opdelt i to kategorier – én for større materiel og en for småmaskiner såsom walk-behind græsklippere, håndholdte buskryddere og lignende, fortæller branchedirektør hos Maskinleverandørerne, Klaus Nissen.

- Til HL17 og HL19 havde vi kun de store maskiner med i konkurrencen, men med dette initiativ udvider vi paletten og giver indkøberne et mere komplet billede af mulighederne på markedet, forklarer han.

--

Havn stabler i flere lag

Markant omsætningsstigning kombineret med udpræget pladsmangel har nu fået Aarhus Kommune til at dispensere fra lokalplanen og give Aarhus Havn tilladelse til at stable containere i syv lag mod de nuværende fem lag.

Aarhus Havns halvårsopgørelse for 2021 viser nu med tal, hvad man tydeligt har kunnet se med det blotte øje – der er udtalt pladsmangel på havnens containerterminal, hvor man i årets første seks måneder har haft supertravlt med at håndtere 356.000 containere (TEU). Det svarer til en stigning på 21 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Vi står med en udfordring, som selvfølgelig er på baggrund af en helt utrolig positiv udvikling. Men lige nu vokser vi ud af havnearealerne, og vi venter stadig på at få lov til at udvide havnen. Det gør man bare ikke over natten, så vi er nødt til at tænke alternativt nu, siger Aarhus Havns CEO Thomas Haber Borch.

Aktuelt forsøger Aarhus Havn at udnytte hver eneste lille lomme af areal til opbevaring af containere, men en dispensation fra kommunen vil imødekomme en del af udfordringen, idet det også er omkostningskrævende at køre containerne rundt på havnen.