Østjyske landmænd fik undervisning af verdensmester i pløjning

Omkring 60 østjyske landmænd har netop fået undervisning af den tidligere verdensmester i pløjning, Jens Iversen fra Mors. »Pløjedage« var arrangeret af foreningen Østjydsk Familielandbrug.

- Flere deltagere kom med plove, de troede var hundrede procent i orden, men fandt ud af, at noget alligevel vendte forkert og kunne indstilles anderledes, siger Niels Jørgen Thomsen, formand for Østjydsk Familielandbrug.

Jens Iversen demonstrerede grundindstilling af de medbragte plove om formiddagen, og om eftermiddagen gik deltagerne i marken med plovene.

- Vi ønskede at sætte fokus på, hvordan man både kan spare brændstof og sliddele ved at indstille ploven bedst muligt. Vi havde en rigtig god dag sammen, siger Niels Jørgen Thomsen.

Både ældre og yngre landmænd deltog i kurset pløjedage og fik nye idéer med hjem af den tidligere verdensmester.

Pløjedage er et initiativ fra et nyt aktivitetsudvalg under foreningen Østjydsk Familielandbrug, der også afholder andre faglige kurser og arrangementer. Tidligere på året blev for eksempel afholdt kødkvægsaften.

De to pløjedage blev afholdt henholdsvis i Ørum Djurs og i Hørning. En tredje dag planlægges til foråret 2023.

 

LandboUngdom går ind i indsatsen for at hjælpe ukrainere i arbejde

Som følge af verdenssituationen gør Jobstafet, som ejes af LandboUngdom, nu klar til at yde en ekstra indsats for at hjælpe ukrainere på flugt i arbejde.

- I LandboUngdom sender vi vores dybeste sympati for de tusinde af mennesker, der lige nu befinder sig i forfærdelige og utænkelige situationer, og vi ønsker at yde vores støtte, der, hvor vi kan, og det gør vi blandt andet via Jobstafet, siger Niels Skovgaard i en pressemeddelelse.

Dansk landbrug beskæftiger i dag cirka 6.000 ukrainere, og det anslås, at 5.000 ukrainske flygtninge allerede har påbegyndt deres ansøgning om midlertidigt ophold i Danmark. Med udsigten til en af de største tilstrømninger i nyere tid, vil Jobstafet være med til sikre et stabilt holdepunkt for mange af de ukrainere, der kommer.

 

Kvægaflivning på marken uden dyrlægeovervågning

Siden januar 2021 har det været et EU-krav, at aflivning på marken af uhåndterbare slagtedyr skal være overvåget af en embedsdyrlæge. Det har skabt logistiske udfordringer og ekstra omkostninger for besætningsejerne, at både slagter og embedsdyrlæge skulle være til stede på samme tid, måske i et afsides græsareal langt fra alfarvej.

Det blev blandt andet påpeget af MF Erling Bonnesen (V) og lokale kødkvægavlere, da fødevareminister Rasmus Prehn (S) var inviteret på besøg i en midtfynsk kødkvægsbedrift i sommer. Siden har Fødevareministeriet arbejdet for en mulig lempelse af kravene.

Det har nu ført til, at der fremadrettet ikke er krav om overvågning af en embedsdyrlæge ved den såkaldte gårdslagtningsmodel. I denne model påtager et autoriseret slagteri ansvaret for slagtningen, og slagteriets embedsdyrlæge tilser dyret/dyrene indenfor 24 timer før slagtningen.

Endvidere bliver det nu muligt for privatpraktiserende dyrlæger at blive registreret som vagt-embedsdyrlæge. Dermed vil besætningens egen dyrlæge, som er vant til at komme i besætningen, kunne foretage denne kontrol indenfor de 24 timer, inden slagteren foretager markskydningen.

- Jeg er meget tilfreds med, at der fundet en løsning på dette problem for branchen, samtidig med kreaturerne kan ende deres dage uden stress og blive til kvalitetsbøffer i gårdbutikkerne til glæde for forbrugerne, og under hensyn til dyrevelfærden, påpeger Erling Bonnesen.   

 

Nyt universitetssamarbejde skal styrke fødevareforskningen

Nyt center samler alle landets universiteter i forskningsfællesskab om fremtidens fødevarer. Det skriver Mælkeritidende. 

Det nye center START Centre for SusTainable AgRifood sysTems kommer ifølge Mælkeritidende til at spille en central rolle i udviklingen af fremtidens løsninger til grøn omstilling inden for landbrugs- og fødevaresystemer.

- Det er ganske unikt, at alle danske universiteter er gået sammen for at danne en stærk fælles front på tværfagligt niveau. Agendaen inden for landbrug og fremtidens fødevarer har meget høj prioritet for dansk forskning og de udfordringer, som vores verden står overfor, kræver handling for at skabe en mere bæredygtig udvikling, især inden for landbrugs- og fødevaresystemer, fortæller Christine Nellemann fra DTU og siddende formand for styregruppen bag centret START.

START-sekretariatet får base på Aarhus Universitet og ledes af en styregruppe med repræsentanter fra alle de stiftende universiteter.

Lokale skoventreprenører vil genoplive Skovens Dag

Dansk Skoventreprenør Forening (DSF) ønsker at genoplive Skovens Dag den 7. maj 2022 med fokus på den aktive skov. Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Der er efter vores mening i dag et skævt forhold mellem skovbruget og danskerne. Næsten alle kender skoven, mange får deres bedste naturoplevelser i skoven, men næsten ingen kender til skovbruget, eller hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne, siger chefkonsulent for DM&E Skov Claus Danefeldt Clemmensen.

Han understreger, at en hyggelig dag og vidensdeling sagtens kan gå hånd i hånd:

- Formålet med Skovens Dag er derfor at øge danskernes viden om skovbrugets arbejde og hvordan der i en skov både er plads til at producere tømmer, skabe rammerne for at gå en tur, passe på biodiversiteten og meget mere til gavn for klimaet, folkesundheden og naturen.

Danish Crowns slagterier er blevet brandsikret

Hos Danish Crown er man i fuld gang med at udskifte og forny brandalarmeringsanlæggene på flere lokationer rundt om i landet. Til at stå for de brandtekniske installationer på slagterierne har Danish Crown allieret sig med CBRE Intego, der senest har lagt sidste hånd på et nyt fuldautomatisk brandalarmeringsanlæg på Danish Crowns slagteri i Sæby, som er arbejdsplads for omkring 770 medarbejdere.

- Der sker hele tiden fornyelse inden for brand og sikring, og derfor er vi gået i gang med at udskifte brandalarmeringsanlæg på flere fabrikker, så vores branddetektering er helt up-to-date. Det gør vi naturligvis for at højne brandsikkerheden, mens vi desuden også gerne vil mindske driftsstop og fejlalarmer, siger Flemming Damholt, som er Global Fire Safety and Security Officer i Danish Crown.

Det danske areal med flere økologiske grøntsager er mangedoblet

Både økologiske marker med bladselleri, løg og grønkål har haft gevaldigt vokseværk de seneste par år. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

- Næsten alle typer økologiske grøntsager er i fremgang, når vi kigger på antallet af hektar, de bliver dyrket på. Og det harmonerer jo meget godt med, at danskerne globalt set er dem, der lægger allermest økologi i indkøbskurven, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Ane Førde.

Det er især den økologiske kål, der breder sig på de danske marker. Både arealet med grønkål, blomkål, savoy- og spidskål er mere end fordoblet siden 2015.
Kigger man på hele grøntsagsproduktionen i Danmark er den økologiske andel også steget. Fra 2015 til 2021 steg den økologiske andel af alle danske grøntsagsmarker fra 5,6 procent til 8,3 procent.

- Bag den udvikling ligger dog store forskelle fra grøntsag til grøntsag. For eksempel er hver fjerde løgmark og hver anden gulerodsmark nu økologisk, siger Ane Førde.

Måler man kun på arealet, er netop gulerødder, spisekartofler og ærter de største økologiske afgrøder.

Farmdroid er årets start-up-virksomhed

Markrobotproducenten Farmdroid har vundet EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Start-up. Den enige jury kalder virksomheden den ideelle start-up, der både løser et oplagt problem og fremmer bæredygtighed.

- De har formået at gøre det til en god forretning at kombinere automation, CO2-neutralitet og rent økologisk landbrug, lød det fra erhvervsmanden Jan Lehrmann, da han uddelte prisen ved et stort show i København til en glad René Jannick Jørgensen, der er administrerende direktør hos Farmdroid.

EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.

Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni i Monaco.

Bæredygtigt Landbrug jagter ny direktør

Har du flair for politik, kendskab til landbrug og økonomisk indblik? Så kan du måske komme i betragtning til at stå i spidsen for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrugs sekretariat.

Det fremgår af en stillingsannonce, som foreningen, hvis medlemmer tilsammen dyrker over én million hektar, har slået op.

Bæredygtigt Landbrugs nye direktør skal afløse Hans Aarestrup, som i januar måned bebudede sin afgang efter næsten seks år på chefposten til fordel for et direktørjob i Dansk Svineavl.

Bæredygtigt Landbrugs formand, Peter Kiær, har understreget, at foreningen ikke har mere travlt end som så med at finde den nye direktør.

- Arbejdet med at finde en afløser for Hans Aarestrup skal gøres ordentligt, for der findes næppe et mere relevant job i erhvervslivet lige nu, lyder det fra Peter Kiær.

FirstFarms opnår hidtil bedste resultat

Det danske, børsnoterede selskab FirstFarms realiserede i 2021 et resultat før skat på 46 millioner kroner, hvilket er en forbedring på 15 millioner kroner i forhold til 2020.

Det viser et nyt 2021-regnskab fra selskabet. Fremgangen er sket med baggrund i gode markedsforhold for afgrøder og høj effektivitet i alle driftsgrene.

- Der er i 2021 realiseret et overskud efter skat på 35 millioner kroner, som anses for tilfredsstillende, oplyser FirstFarms i en meddelelse.

Selskabet opnåede en omsætning på 370 millioner kroner, et Ebitda på 114 millioner kroner og et Ebit på 70 millioner kroner, hvilket er en stigning i Ebitda på 14 millioner kroner på trods af et fald i Ebitda-margin på 1,3 procentpoint, og en stigning i Ebit på 16 millioner kroner med en stigning i Ebit-margin på 1,5 procentpoint til følge.