Klimaudfordringer og den verserende debat har for alvor sat sine spor – også på gangene på NutriFair-messen. Temaet er helt anderledes kommet i fokus, alene i sammenligning med messen for blot et år siden.

Landbrugsproduktionen står for en betragtelig del af udledningen af CO2, metan og lattergas, og derfor får erhvervet en stor opgave i opfyldelsen af Danmarks klimamål. Allerede sidste år meldte både Landbrug & Fødevarer, andelsselskaber som Arla, Danish Crown, DLF sammen med flere andre virksomheder deres ambitioner ud med et mål om et klimaneutralt, dansk landbrug senest i 2050.

- Vi vil som virksomhed og sammen med vores råvareleverandører, 9.900 mælkeproducenter i syv lande, ganske enkelt være mest ambitiøse på vores felt i hele verden. Det er så højt på vores agenda, at det er det, vi skal overleve på, lød det fra direktør for bæredygtighed i Arla-koncernen, Jan D. Johannesen, som en af indlederne ved bioenergikonferencen i går på NutriFair-messen.

Ressourcer til landbruget

Han erkender, at opgaven er stor, ikke mindst fordi netop udslip af metan fra køerne og lattergas fra markerne er høje søjler i klimaregnskabet. Derfor skal landmændene være en meget aktiv partner i bestræbelserne på at nå målet i 2050.

- Det er ude ved landmændene, den største påvirkning er. Derfor skal de fleste ressourcer dedikeres dertil, lød det fra Arla-direktøren, som understreger, at der skal mange tiltag til.

- Ikke mindst vil biogas her være et rigtigt godt og centralt værktøj, ikke mindst i gødningsforbedringen. Derfor skal biogasproduktionen udbredes langt mere.

Årligt klimatjek

Jan D. Johannesen oplyste ved bioenergikonferencen, at kvalitetsprogrammet Arlagården nu udvides yderligere på klimafronten i form af både rådgivningsbesøg og klimakontrol.

- Allerede fra i år vil alle vores leverandører blive tilbud et ens klimatjek. Det er frivilligt, men man får en ekstrabetaling for mælken, ganske som i Arlagården, hvor 95 procent af mælkeleverandører har tilsluttet sig. Derfor er vi sikre på, at langt de fleste også vil tilmelde sig klimadelen.

- Klimatjek-ordningen sættes i gang fra juni 2020, og vores mål er, at alle næsten 10.000 leverandører i de syv lande hvert år får et klimatjek, lyder ambitionen fra Arlas direktør for bæredygtighed.

erik@landbrugfyn.dk
telefon +45 27 11 81 38

NutriFair 2020

  • Fagmesse for husdyrproducenter
  • +270 udstillere
  • Strækker sig over to dage:
    • Onsdag den 15. januar kl. 09.00-17.00
    • Torsdag den 16. januar kl. 09.00-17.00
    • Adressen er Messe C, Vestre Ringvej 101, Fredericia
    • Det er niende gang, at messen løber af stablen
    • Arrangørerne er Messe C i samarbejde med en række af branchens toneangivende aktører

Praktisk information:

  • Messe C har mere end 3.500 gratis parkeringspladser lige ved døren 
  • Hvis du henter Messe C-app'en har du som besøgende mulighed for at markere din bils placering på et kort ved ankomst og få hjælp til at finde den igen, når du er færdig på udstillingen
  • Se udstillerliste, en oversigt over messen, konferenceprogram og meget mere inde i avisen og på www.nutrifair.dk
  • Det er gratis at deltage på NutriFair. Alle besøgene skal blot tilmelde sig via www.nutrifair.dk og fremvise billetten ved indgangen