Husdyrene er i fokus – men også planteavlerne har noget at gå efter hos Hornsyld Købmandsgaard

Hornsyld Købmandsgaard møder talstærkt op på fagmessen, og er klar til at præsentere alle sine fagområder. Ikke mindst zinkfri fravænning til grise og hestebønner er i fokus.

- NutriFair er et rigtigt godt sted for os at vise flaget, fordi det er en målrettet og specialiseret messe for husdyrproducenter, der kommer for at hente viden og få faglige input.

Det siger adm. direktør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard A/S. Virksomheden er igen i år med på messen med en stor stand, hvor de forskellige forretningsområder præsenteres.

Datoen for udfasning af medicinsk zink i smågriseproduktionen nærmer sig hastigt og skal ske senest den 26. juni. Virksomheden vil derfor på fagmessen blandt andet slå et slag for sit fravænningsfoder til smågrise, HK Triplestart, som et bud på den zinkfri fravænning.

- Det her er superaktuelt, og derfor glæder vi os til at præsentere vores løsning på, hvordan man bedst muligt og mest effektivt udfaser medicinsk zink, siger Lars Kristensen, der er salgschef for svinefoder hos Hornsyld Købmandsgaard.

- Der ligger en meget stor viden og erfaring bag produktet, som sælges både på hjemmemarkedet og eksporteres til en række lande, og en del af vores kunder har skiftet med gode resultater, lyder det fra salgschefen.

Skånsom overgang

Lars Kristensen siger, at der ses gode resultater på foder, der indeholder det nye protein, som er meget letfordøjeligt og som derved sikrer en skånsom overgang i fravænningsperioden for smågrise.

AX3 kommer fra virksomheden TripleA i Hornsyld, som Hornsyld Købmandsgaard står bag. Det er her, det nye skånsomme protein-koncentrat til husdyrfoder produceres. Proteinet anvendes også i fjerkræproduktionen, og det bruges både til færdigvareprodukter og hjemmeblander-kunder.

- Vi har et reelt bud på, hvordan man som svineproducent bedst muligt kan udfase zink og samtidig optimere på tilvækst, foderforbrug og sundhed, siger Lars Kristensen.

Hør om hestebønner

Hornsyld Købmandsgaard har på sin stand fokus på produkter og foder til svin, kvæg og fjerkræ, men der er også mulighed for at få en snak om planteavl samt øvrige områder som energi, halbyggeri, skadedyrsbekæmpelse m.m.

Der lægges også op til en snak om kontraktavl af hestebønner i forbindelse med, at Hornsyld Købmandsgaard har indgået aftale omkring levering af hestebønner til en kommende ny proteinfabrik i Hedensted.

- Vi vil være repræsenteret med medarbejdere fra alle fagområder, og der vil være 12-14 personer på standen klar til at tage sig godt af gæsterne, lyder det.

Effektivt Landbrug A/S

Odensevej 29
5550 Langskov