Uanmeldt kontrol skal sikre god dyrevelfærd hos økologer

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skærper tilsynet i februar.

I februar vil økologiske landbrug få besøg af kontrollører fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), der vil føre uanmeldt tilsyn med dyrevelfærden i staldene. Kampagnen skal sikre, at økologireglerne overholdes, så forbrugerne kan have tillid til økologiske produkter.

- Vi har altid fokus på dyrevelfærd i vores økologikontrol, men i februar vil vi have et skærpet fokus, siger Ann Kelsen, kontorchef i SGAV.

Reglerne kræver blandt andet, at dyrene kan udøve naturlig adfærd – eksempelvis skal grise have rodemateriale, køer skal på græs om sommeren, og fjerkræ skal kunne støvbade. Kontrollørerne vil desuden vurdere dyrenes huld, adgang til rene og tørre liggepladser samt pladsforholdene i staldene.

Alle økologer kontrolleres årligt, og 10 procent får en ekstra stikprøvekontrol. Februar-kampagnen er en del af denne risikobaserede indsats.

Læs også