Økologisk frontløber med rødder i hele Danmark

Selvom virksomheden Aurion har rødder i Hjørring, har den formået at sprede dem til resten af det danske land, hvor der høstes mangle gamle kornsorter.

Aurions produkter forhandles foruden på egen webshop også i andre webshops, gårdbutikker, specialbutikker og lignende. Her ses lidt af udvalget hos Gothenborg Gårdbutik ved Them i det midtjyske. Ølandshvede er blot én af de gamle kornsorter, Aurion anvender, i deres økologiske og biodynamiske mølleri samt bageri. Arkivfoto

Virksomheden Aurion, der ligger ved Hjørring, anvender gamle kornsorter i deres økologiske og biodynamiske mølleri samt bageri – og er et godt eksempel på, hvad økologi kan bidrage med, når det gælder vækst og udvikling.

Det kunne Bjarne Hansen, kornansvarlig hos Aurion, fortælle rigtig meget om på Økologisektionens årsmøde 2021. Her konstaterede han også, at tingene faktisk ikke har ændret sig særlig meget siden virksomhedens start.

- Aurion blev stiftet i 1974 af en flok lokale ildsjæle i Hjørring – nogle kaldte dem hippier, fortalte Bjarne Hansen, som antydede, at det i dag er en mere rosende omtale at blive kaldt for hippie, end det var dengang.

Dengang var økologien ifølge Bjarne Hansen, som selv har arbejdet med økologi siden 1982, endnu ikke rigtig opfundet. Ligesom begreberne bæredygtighed og verdensmål heller ikke var noget, man kendte til.

- Det eneste, de ønskede, var dagligvarer af bedst mulige kvalitet og renhed, så de stiftede foreningen Aurion. Det er også det, man efterspørger i dag – det lokale engagement, fortalte Bjarne Hansen.

For stifterne handlede det således ifølge Bjarne Hansen om sundhed, om miljøvenlige dyrkningsmetoder, om alternative energikilder og om at passe godt på vores fælles jord.

- Det gør det stadig, så der er nogle ting, der ikke har flyttet sig – og det er egentlig rigtig fint, selvom vi er gået fra at være hippier til nogen, der skal overleve, fastslog Bjarne Hansen.

Samarbejde med økologer og biodynamikere

Kornet, Aurion aftager, kommer primært fra et samarbejde med danske avlere, omkring 40 økologer og biodynamikere, hvilket ifølge Bjarne Hansen reducerer klimabelastningen.

- Selvom vi er en lokal virksomhed i Hjørring, har vi landmænd fra Møn og Lolland/Falster til Sønderjylland og Fyn, fortalte han og tilføjede:

- Det er bevidst, at vi har dem rundt omkring. For vi vil rigtig gerne, hvis vi for eksempel har en dalarhvede, at vi har den både nede på Møn og i Himmerland, for hvis der sker noget, så har vi altid den her dalarhvede.

Aurion bliver som virksomhed også udfordret på de restriktioner, der er i landbruget.

- Selvom vi er en lokal virksomhed, kommer vi ikke uden om, hvad der sker nationalt. Det handler blandt andet om dyrkningsformer- og koncepter, ændret gødningsniveau og sædskifter, sagde Bjarne Hansen og fortsatte:

- Nu kommer der puljekultur, regenerativt landbrug og mange andre ting – og vi aner ikke, hvad der sker om fem år.

Han lagde også vægt på, at Aurion gerne vil sætte fokus på nye udfordringer.

- Lige nu er bekæmpelse af bygfluen Aurions største udfordring, som har ødelagt dyrkningen af vårhvede i Danmark. Det gælder både vores ølandshvede, dalarhvede og emmer. Lige nu ved vi ikke rigtig, hvad vi skal stille op. Det eneste, den ikke ødelægger, er byg, konstaterede Bjarne Hansen.

Vil ikke følge strømmen

Det er dog ikke noget, som Aurion vil lade sig slå ud af, for det handler om at finde løsninger og formål med det hele.

- Vi har lidt et motto hos Aurion, og det er, at det er hårdt arbejde at undgå at blive »mainstream«. Hvis vi bliver det, kan vi ikke virke som en løftestang for økologien. Vi er nødt til at være nogle af dem, der ikke er inde midt på vejen, påpegede Bjarne Hansen og måtte samtidig indrømme, at det også er en belastning hele tiden at være i frontlinjen.

- Men på den anden side passer det ikke os, og det passer ikke økologien at blive »mainstream«. Vi er nødt til at være derude, hvor der sker noget, hvor vi provokerer, og hvor vi arbejder med noget.

Så da han stiller spørgsmålet »Nytter det noget, at vi er der?«, har han sådan set allerede selv givet svaret.

- Man kender ikke fremtiden – der er mange ting, der kommer ud af det små, som bringer til noget rigtig vigtigt, sagde Bjarne Hansen og konstaterede:

- Jeg tør ikke tænke på, hvor vi havde været rent samfundsmæssigt, hvis de langhårede hippier ikke havde arbejdet med økologien og alle de andre ting dengang. Hvor havde vi så været henne? Nu har vi da noget at arbejde med.

Fuldkorn mindsker madspild

Aurion beskæftiger omkring 40-42 ansatte og bearbejder cirka 3.000 ton korn om året.

- Vi arbejder med de gamle kornsorter som for eksempel spelt, emmer, enkorn, ølandshvede, dalarhvede, fortalte Bjarne Hansen og tilføjede:

- Vi arbejder mest muligt med fuldkorn, da det mindsker madspild. Derudover har Aurion meget fokus på kornets gode smag.

Det store fokus, der er i samfundet på plantebaseret kost, er noget, som Aurion ser positivt på.

- Det er vi selvfølgelig glade for i Aurion, da det er noget, vi har arbejdet rigtig meget med, og kornets gode smag inspirerer til at anvende bedre råvarer i den daglige madlavning af plantebaseret kost, sagde Bjarne Hansen og fastslog:

- Der er stor forskel på kornprodukter, vi spiser. Hvis man skal spise mere plantebaseret kost, skal det også være noget der smager af noget, og noget med god ernæring.

Han tror, at der fremadrettet kommer rigtig meget fokus på de forskellige kornsorter.

- Ligesom der har været en vækst i mælk, hvor vi for 20 år siden havde let- og sødmælk, er der nu jeg ved ikke, hvor mange typer mælk. Kartofler var der også en eller to typer af for et par siden, nu kan man spise mange forskellige typer. Det samme vil komme til at gælde med korn, lød det fra Bjarne Hansen.

Nænsom og miljørigtig produktion

Kornet bliver forarbejdet nænsomt på stenkværne, og på den måde bevarer det højst muligt næringsindhold.

- Og så har vi jo nogle holdninger til forskellige ting. Der bliver ikke tilsat stivelse, og vi anvender simpelthen ingen tilsætningsstoffer, selvom det egentlig også er lovligt i økologi, sagde Bjarne og fortsatte:

- Vi har ingen e-numre eller den slags, for det, synes vi, er det bedste.

Derudover bliver der arbejdet meget med genanvendelse, reduktion af madspild og upcycling af restprodukter.

- Restaffald fra produktionen som eksempelvis speltskaller bruges til opvarmning af lokalerne, fortalte Bjarne Hansen og fortsatte:

- Vi gør også i spiselig emballage – det er vigtigt, at vi også hele tiden arbejder med sådan nogle ting.

- Og så har vi et selvfølgelig et mål – ligesom alle andre – om at være 100 procent energineutrale, erklærede han.

Blandt andet anvendes vind- og solenergi i produktionen hos Aurion.

- Lokalt arbejder vi med fokusområder som øget biodiversitet, klimatiltag og rent grundvand, kunne Bjarne Hansen også fortælle.

Klar til den nye generation

- Er vi på bagkant eller forkant – det skal vi altid tænke på, understregede Bjarne Hansen og kunne fortælle om det seneste lokale tiltag » Kornets Hus«.

Kornets Hus er et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om korn, kornets historie, mangfoldighed og anvendelse.

- Det er en ny lokalattraktion. Og tænk engang, at man for 20 år siden tænkte, at man skulle have Kornets Hus - og nu står det der. Alle er enige om, at det aldrig nogensinde var kommet til at ligge ved Hjørring, hvis ikke Aurion havde ligget der, konstaterede Bjarne Hansen og fortsatte:

Nu har vi fået en ny lokal attraktion, og der har været 11.000 besøgende i det første halve år, Kornets Hus havde åbent. Det er arbejdspladser, og det er inspiration til en masse børn og unge mennesker, som kommer på besøg. Der sker en masse, og det er vi rigtig glade for – og det er med til at skabe den nye generation.

 

Læs også