Tirsdag i sidste uge lød startskuddet til fødevarefællesskabet »Økologi – Tæt på«, hvor Velas konsulenter og omkring 80 deltagere mødtes på Steensgaard Herregård ved Millinge.

I »Økologi Tæt På« bliver økologiske landmænd på Fyn matchet direkte med fynske fødevarevirksomheder, restauranter, destillerier for at skabe den bedste forretning for begge parter. Det er gratis at være en del af netværket, og man skal intet andet gøre end at komme med ens ønsker. Velas sørger for at formidle kontakten til den landmand eller den fødevarevirksomhed, der passer bedst til vedkommende.

Essensen af konsulentarbejde

- Det her fællesskab er essensen af vores arbejde som konsulenter, lød det fra økologikonsulent Mia Worsøe.

- Det vi går og laver som økologikonsulenter er, udover fagligt forhåbentlig at flytte jer til et andet niveau, at give jer mulighed for at lave nogle gode handler og sætte jer sammen med de rigtige mennesker. Vi skal støtte jer, til at have en god forretning.

- Med »Økologi – Tæt på« håber vi at kunne hjælpe med at rykke jer landmænd tættere på eksempelvis afsætningsleddet.

Mia Worsøe fremhævede, at det er en formalisering af det, de som konsulenter allerede gør i stor stil.

- Sidste år, da priserne pludselig steg helt vildt på maltbyg, var det en god oplevelse at vide, hvor jeg skulle ringe hen og lige give et hint om, at nu var det nu, hvis der skulle sælges det, der allerede lå i laden, til dobbeltpris. Det kan også være landmanden, der har tre tyre for meget. Er man med i et fællesskab, kan der sagtens være nogen, der ved, at lige netop der, er der aftagere.

Odense Kommune er aftager

Blandt dagens indlægsholdere var desuden Gitte Breum fra Odense Kommune, der driver »Byens Køkken«, og dagligt laver mad til mere 2.500 ældre og 6-800 børn. Hun kunne bekræfte, at de som aftagere er meget interesseret i at være del af fællesskabet.

- Vi bruger meget økologien og lokale fødevarer i kommunen og er her i dag for at møde endnu flere, der vil være interesserede i at levere til kommunen.

- Det er vigtigt for os at lave mad med omtanke. Økologi er en fuldstændig naturlig del af vores drift. Det at vi bor i hele Danmarks spisekammer, og at der er rigtigt meget landbrug her på Fyn gør også, at det er rigtigt vigtigt for os at bruge lokalt producerede fødevarer.

Lokale økologiske produkter

- Vi vil gerne samarbejde med alle, der har et produkt, hvor vi kan få nogle gode lokale økologiske varer. Gerne bælgfrugter og andre planteproteiner. Men også gerne noget af det gode kød. Det kan bare være, at det er i mindre mængder, eller vi bruger det på en anden måde, end vi gjorde traditionelt før.

- Vi tror på, at madkulturen vil ændre sig, men den ændrer sig ikke, hvis ikke vi er nogle af de madprofessionelle, der tør at være firstmovere og skubbe lidt til de borgere, der er vant til at spise meget kød, sagde Gitte Breum.

- Vi vil gerne have varer fra forskellige steder. Vi vil have varerne, hvor de er til at få. Der er god synergi i det her netværk. Vi glæder os til at være en del af det og til at byde ind.

Fynsk frugtbar have

Peter Mejnertsen, økologichef hos Velas glædede sig over det store fremmøde.

- Vi har fået den opgave at løfte den økologiske udvikling på Fyn.

- Plantefagligt mener jeg, at det der er helt særligt ved Fyn, er den store kystlinje med mildt klima. Det er den fynske have, hvor alt er så frugtbart. Man kan dyrke andre afgrøder og i en anden kvalitet end andre steder i landet.

Økologichefen fremhævede, hvordan han og kollegaerne havde lyst til at bygge videre på den fødevaretradition, der altid har været på Fyn.

- Ved at dele viden med hinanden, gør vi hinanden bedre.

- Jeg er sikker på, at vi om 4-5 år har et fantastisk fødevaremekka og forbrugere på Fyn, der er stolte af at købe fynske fødevarer.

- Og med den her tilslutning, så tror jeg på, at det lykkes.

Andre muligheder for afsætning?

Blandt de deltagende landmænd var Christian Bang fra Ørelykkegaard ved Ørsted og Jan Cederfeld fra Erholm Slot ved Aarup.

Begge deltog med henblik på at blive klogere på andre muligheder for afsætning.

- I dag er der jo nærmest kun tre aftagere: DLG, Danish Agro og Ewers. De tager jo også en luns af kagen. Så kunne der være andre muligheder, er det da interessant. Tanken om at kunne lave nogle afgrøder, der bliver udnyttet lokalt, er bestemt tiltalende, men det kræver selvfølgelig, at der er forbrugere, der vil aftage, sagde Christian Bang.

Jan Cederfeld fremhævede Fødevaremarkedet på Erholm, der også kunne være en interessant mulighed for fødevareproducenter, der ønsker at sælger produkter.

- Men derudover har vi også interesse som afgrødeproducenter.

Christian Bang fra Ørelykkegaard ved Ørsted (tv) og Jan Cederholm fra Erholm Slot ved Aarup var begge til stede med forventning om at blive præsenteret for nye afsætningsmuligheder.

Christian Bang fra Ørelykkegaard ved Ørsted (tv) og Jan Cederholm fra Erholm Slot ved Aarup var begge til stede med forventning om at blive præsenteret for nye afsætningsmuligheder.

Økologi – Tæt på

I fællesskabet bliver du som fynsk økolog sat i direkte kontakt med fynske virksomheder, der har behov for en leverance af det økologiske produkt, du kan levere.

Hvad enten det er en engangsbestilling eller en længerevarende aftale om korn, frugt, grøntsager eller måske nye sorter, så kan virksomhederne gennem fællesskabet lave direkte aftaler med dig som landmand. Omvendt får du også mulighed for selv at tilbyde dine arealer, afgrøder eller andre økologiske produkter direkte til de fynske fødevarevirksomheder. Det giver dig den bedste afsætningskanal og muligheden for at få den bedste pris.

Gennem »Økologi - Tæt På« slipper du derfor for en mellemmand eller grossistvirksomhed, der tager en del af din fortjeneste, og det står dig frit for at lave aftaler med en eller flere af fællesskabets virksomheder.

Efter mødet er der nu 53 tilmeldte i fællesskabet. Det er muligt løbende at melde sig til.