I år bliver der bjerget mindre halm end normalt. Du har forskellige muligheder for at få halmen til at række og bruge alternative kilder til strøelse. Det oplyser konsulent fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
- Uanset hvordan vejret arter sig resten af sommeren, må vi slå fast, at der bliver bjerget mindre halm, både økologisk og konventionelt, end normalt. Især i vårsæden kan vi se, at udbytterne bliver væsentligt lavere. Der vil blive høstet marker til helsæd, som var planlagt at stå til modenhed, hvilket reducerer den samlede halmmængde yderligere.
- Samtidig ligger der kontrakter til halmvarmeværker, biogasanlæg, champignondyrkere osv., hvor aftagerne vil sikre sig forsyninger af kvalitetshalm til deres forretningsområder.
Det skriver chefkonsulent Sven Hermansen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug i en artikel, hvor han påpeger, at mindre udbud af økologisk og konventionel halm betyder, at det skal sikres, at så meget halm som muligt bliver bjerget frem for at blive nedmuldet.
- Derfor er det nødvendigt, at du kontakter de landmandskolleger, der normalt nedmulder deres halm i høst, påpeger chefkonsulenten.
Halm fra 2022
Sven Hermansen henviser også til mulighederne i at finde halm gennem den lokale foder- og halmbørs. Der er flere af dem, og ifølge chefkonsulenter ser det ud til, at der flere steder findes halm på lager fra høsten 2022, hvor udbytterne var rigtigt fine.
De gældende regler for strøelse på økologiske ejendomme er suppleret med en brancheanbefaling, der i praksis betyder, at økologiske mælke- og kødproducenter skal anvende minimum 50 procent økologisk halm til strøelse.
- Det bliver diskuteret i anbefalingskredsen, Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarers økologisektion i samarbejde med mejerier og slagterier, om der skal justeres på anbefalingerne. Nyheder fra det arbejde vil blive formidlet løbende.
Alternative strøelseskilder
I 2020 blev den økologiske halmproduktion opgjort af DLBR Dansk Økologi i notatet: Alternative strøelseskilder til økologiske kvægbrug.
Her viser beregninger, at der i et normalt vækstår, med den afgrødefordeling og det husdyrhold, der var økologisk i 2019/20, var tilstrækkeligt med kornarealer til at kunne dække det totale halmforbrug til strøelse.
- Fordelingen af produktion og forbrug er som forventet uensartet: balance eller underskud, der hvor malkekøerne findes, og pæne overskud østpå, hvor planteavlerne er i overtal, påpeger Sven Hermansen.
Konsulenten peger på, at der findes alternativer til kornhalm, men de vil typisk være enten dyrere eller mindre effektive.
- Men i et år med halmmangel, kan det blive nødvendigt at afsøge alle muligheder, siger han og nævner snitning, pelletering og ekstrudering blandt behandlinger, der fordyrer produktet, men også øger sugeevnen til op mod det dobbelte.
- Anvendelse af alternative strøelseskilder afhænger af staldsystemet. De fleste alternativer kan anvendes i både sengebåse og dybstrøelsesstalde. Det er sugeevnen, der er den afgørende egenskab, påpeger Sven Hermansen.
Alternative strøelseskilder
- Frøgræshalm – kan med fordel snittes
- Pelletering – pillerne kan være hårde/skarpe at ligge på. Kan evt. knuses
- Havre- og speltskaller – dyrene vil æde af strøelsen
- Savsmuld, flis og træspåner
- Recirkulerede fibre – kan øge risiko for mastitis hos køerne
Kilde: Innovationscenter for Økologisk Landbrug