Selv om der har været udsving på priserne på blandt andet gødning, kemi og energi, tegner 2022 ifølge landbrugschef hos Sparekassen Sjælland-Fyn, Peter Jørgensen, til generelt set at blive et godt år for økonomien i landbruget.

Han forventer, at det generelt vil gøre sig gældende for både planteavlere og mælkeproducenter. Billedet hos griseproducenterne er lidt mere broget, mener han.

- Lige nu oplever vi mange, som har opnået gode resultater. Det kunne være fristende at hvile sig lidt på det, men der synes jeg, at man skal bruge det gode resultat til at kigge ind i sin virksomhed, siger Peter Jørgensen.

- Det kunne være fristende at hvile sig lidt på det, men der synes jeg, at man skal bruge det gode resultat til at kigge ind i sin virksomhed.

Peter Jørgensen

Peter Jørgensen, landbrugschef i Sparekassen Sjælland-Fyn. Foto: Sparekassen Sjælland-Fyn

Peter Jørgensen, landbrugschef i Sparekassen Sjælland-Fyn. Foto: Sparekassen Sjælland-Fyn

På forkant med forretningen

- Lige nu kan det gavne mange at få kigget hele belåningen igennem på ejendommen. Har lånet den rigtige andel af realkreditfinansiering kontra bankfinansiering? Har det den rigtige sammensætning på afdragsprofilering? Skal der afdrages ekstraordinært på den gæld, som koster mest? Skal der gemmes noget af det i forhold til udsving, vi ved, der kommer, og kan forventningerne til de stigende renter håndteres?

Peter Jørgensen understreger, at tiden lige nu er til at få trimmet og optimeret på rammer og vilkår, så landbrugene kan stå stærkest muligt til næste sæson.

- Vi italesætter det her, fordi det simpelthen er i alles økonomiske interesse at få skabt de stærkest mulige platforme for virksomhedernes økonomi, påpeger han.

Landskabet hos kunderne

Når det gælder 2022 for planteavl oplever han, at mange har haft en rigtig god høst – både i forhold til mængder og priser på produkterne.

- Generelt for planteavl ser det rigtig fornuftigt ud. Når det så er sagt, så er der stadigvæk regionale forskelle, som gør sig gældende. Så nogle vil nok sige, at lige hos dem, der har det været knap så godt – måske gennemsnitligt. Men jeg har ikke hørt om nogen, hvor der er noget, der for alvor er slået fejl, siger Peter Jørgensen og fortsætter:

- Langt de fleste har handlet til priser, som var over det, der var budgetteret med. Det ser rigtig fornuftigt ud.

Mælkeproducenterne oplever historisk høje afregningspriser, og han lægger vægt på, at der er mulighed for at få konsolideret sig. 

- Mælkeprisen er historisk høj, og der er mulighed for virkelig at få samlet noget likviditet op. Der er naturligvis variationer og en grovfoderhøst, vi ikke kender endnu, men vi forventer et godt økonomisk år for mælkeproducenter, siger han.

For griseproducenterne er billedet ifølge Peter Jørgensen mere broget. Der er mange parametre, som har skabt og fortsat kan skabe udsving. Sparekassen oplever store forskelle på griseproducenternes forventede resultater for 2022, og specielt foderkontrakter og selvforsyningsgrad af korn spiller en stor rolle. 

- Nu er der en bedring i afregningspriserne i øjeblikket, og det har været i de seneste uger (udtalt i september, red.). Der er en forventning om, at vi kommer til at ligge på et fornuftigt niveau, men det skal også ligge på et fornuftigt niveau med de foderpriser og energipriser, vi har, konstaterer han.

Holder sig skarp

Den vigtigste opgave for Peter Jørgensen og hans hold er, at de har god indsigt i branchen og holder fingeren på pulsen.

- Vi skal vide, hvad der rører sig, hvad der sker, og hvor vi er på vej hen. Det er klart, at der er mange rammevilkår, som vi skal være bevidst om, når vi forsøger at understøtte en forretning bedst muligt, siger han.

 - I øjeblikket er der eksempelvis øget fokus på klima- og bæredygtighedsdagsordenen i samfundet, og det bliver et nyt område, som vi kommer til at tale mere med vores kunder om, så vi får drøftet både muligheder og konsekvenser på den enkelte bedrift.

Finans