Brænding som vækststandser: Bøvlet eller brugbart kemi-alternativ?
Der bliver ledt på livet løs efter alternativer til vækststandsning i kartoflerne. På LandboNords Kartoffeldag spurgte Seges-konsulent Lars Bødker, om brænding måske er en overset løsning.

Seges-konsulent Lars Bødker stillede skarpt på vækststandsning. Fotos: Christian Carus
- Ny kemi? Der er formentlig ikke noget nyt på markedet inden for den nærmeste fremtid, konstaterede Seges-konsulent Lars Bødker, da han tidligere på måneden holdt indlæg om vækststandsning på LandboNords Kartoffeldag.
Og med en usikker fremtid for Reglone bliver der ledt med lys og lygte efter alternativer til kemien.
- Der bliver prøvet alle mulige kombinationer af teknikker af for at finde en måde at komme omkring det på, når vi ikke længere har Reglone, som måske allerede kan forsvinde i 2024, fortalte Lars Bødker, der blandt andet havde taget resultater med fra nye forsøg med gasbrænding som vækststandser.
- Før i tiden, da vi startede med brænding, var det noget økologerne gjorde, og vi var egentlig enige om, at det lidt var noget lort. Det var langsomt, besværligt, og der var risiko for genvækst, fortalte han.
Efter seneste forsøg er Lars Bødker dog ikke længere helt så negativ over for metoden, der er blevet testet sideløbende med de to mekaniske løsninger Discmaster og Crown Crusher og midlet Mizuki.
- Indtil videre har forsøgene vist, at de to mekaniske løsninger lige knap har den effektivitet, vi ønsker, men at brænding faktisk ser ud til at have den ønskede effekt i sorten Kuras og ikke mindst i Stratos, hvor den med 0,5 procent genvækst var på samme niveau som ved brug af to gange to liter Mizuki, fortalte Seges-konsulenten, der til gengæld kunne se brændingen fejle i sorten Ydun med hele 24 procents genvækst.

Mens der stadig kan stilles spørgsmål om virkningen af brænding, er Lars Bødker ikke bange for at anbefale løsningen i klimasammenhæng.
- Der er nogle, der tænker, at klimabelastningen må være stort ved at brænde med gas. Det ser også voldsomt ud, men i forhold til klimaaftrykket er det faktisk ikke. Derfor tror jeg heller ikke på, at man vil få kritik for at lægge brænding ind som metode, fastslog han.
Sæt senere ind
På baggrund af forsøgene vil Lars Bødker dog endnu ikke komme med en helt skråsikker konklusion.
- I forsøgene i 2022 og 2023 kan vi se, at man kommer rigtig langt med Mizuki. Brænding har vist sig at være en lille smule ringere, men det er uklart, om den er så ringe, at vi ikke kan tage den med ind. Et af de store spørgsmål er jo også, hvor meget genvækst vi kan tolerere, lød det fra Lars Bødker, der trods testresultaterne heller ikke er helt klar til at dumpe de mekaniske løsninger helt.
- Et lille »men« i forsøgene med de mekaniske løsninger er, at kammene måske ikke var sat helt op til fremgangsmåderne. Især Crown Crusher er også kommet så langt i udviklingen, at den kan blive et alternativ for nogle, konstaterede han.
Uanset fremgangsmetode forudser Lars Bødker, at man som kartoffeldyrker i fremtiden skal plotte indsatserne for vækststandsning ind lidt senere i kalenderen end man har været vant til.
- Det kan godt være, at man fremover må leve med at skulle dyrke kartoflerne til en lidt større størrelse for at være sikker på at få dem ned med enten den ene eller den anden metode. Det bliver nødvendigt, når vi skal til at bruge andre løsninger, end vi har haft til rådighed hidtil, fortalte han.
- I forsøgene har vi set væsentlig bedre effekt ved at vente 10 dage fra 19. til 29. juli med at sætte ind med vækststandsningen. Altså til, at kartoflerne er mere gule i deres vækststadie, tilføjede han.