Netop nu ser man på flere marker rundt i landet relativt høje gule blomster – typisk 80-120 centimeter – lyse op, og mange steder er det den frygtede, giftige og dermed ikke mindst forhadte brandbæger, hvad enten det er engbrandbæger elle vårbrandbæger. Også på mange hel- og halvoffentlige arealer, langs lande- og motorveje og langs jernbanespor står planten.

Modsat blandt andet kæmpe-bjørneklo, rynket rose og sildig gyldenris er brandbæger er ikke en invasiv art og står derfor heller ikke på hverken EU’s eller den danske liste over arter, der ønskes bekæmpelse af. Det er dog ikke ensbetydende med, at den ikke ønskes fjernet mange steder.

Årsagen er den simple, at rigtig mange ejere af kreaturer og heste ikke ønsker planten på deres marker – og heller ikke i deres ensilage, hø eller wrap.

Det skyldes altså, at planten er giftig, og det er både, når den er i vækst, og hvis den i tør eller ensileret tilstand forefindes i vinterfoderet.

Og den ønskes heller ikke på naboens marker, da frøene er vindbårne, og derfor kan store arealer hurtigt blive tilgroede med nye planter.

 

Advarsel og opfordring

Normalt græsser hestene uden om planten, men ved mangel på græs, eller hvis der er mange engbrandbæger i marken, kan det forekomme, at heste spiser planterne. Enkelte heste har endda vist særlig smag for planten, og går således målrettet efter dem.

Heste skal spise op mod fem procent af deres egen vægt af planten for at dø, men hver sommer opleves flere tilfælde, hvor heste viser tegn på forgiftning.

Symptomerne kan blandt andet være, at den taber sig, bliver slinger, vandrer hvileløst rundt, væskeansamlinger og gule slimhinder, ligesom hvide partier i pelsen bliver allergiske overfor sollys.

I øvrigt er netop forgiftning med brandbæger en af de mest udbredte planteforgiftninger hos husdyr.

 

Problemplante i fremgang

Efter det er blevet forbudt at sprøjte brakmarker, og det samtidig ikke er alle, der får fjernet planterne fra græsmarkerne, synes planten at være i fremgang og stigende i antal.

Et andet problem med planten er, at den først blomster i sit andet leveår, hvorfor den som et-års plante kan stå på marken, uden at man lige umiddelbart opdager den. 

For at komme planterne til livs, anbefales det helt at fjerne dem. Det vil sige grave dem op – og naturligvis helst inden de når at sætte frø, så de ikke øges i antal det efterfølgende år.

I forhold til kemisk bekæmpelse anbefaler Seges, at man kontakter en planteavlskonsulent.