Hare: Sætter og ramler

Markerne er blevet forårspløjet, lærkernes triller hænger i luften, og solens varme kan mærkes på kinderne. Det er blevet forår, og det er længe ventet.

Vi farer ud i haven og beskærer, luger og ordner. Det er som om alting vågner. Den pløjede mark står bar og klar til årets såning. Der er noget, der bevæger sig derude, men det er godt camoufleret, så det er svært at få fokus på. Det er harerne, der også er kommet i forårshumør.

Den europæiske hare er en af agerlandets mest karakteristiske pattedyr. Den kan kun forveksles med vildkaninen, men denne er dog væsentligt mindre. Haren findes på de åbne marker, hvor den lever af urter og græs. Hvis vinteren er hård, kan den finde på at søge ly i skoven, hvor den kan leve af smågrene og bark.

En voksen hare vejer mellem tre og fem kg og er 50 til 70 centimeter lang. Harens bagben er faktisk dobbelt så lange som dens forben. Den gennemsnitlige levetid er syv til otte år.

Haren er et meget yndet jagtbytte for jægere. For 30 år siden blev der nedlagt omkring 160.000 harer om året, men tallet har været dalende, og de seneste år er der kun blevet nedlagt cirka 40.000 harer.

I »jægersprog« kaldes hunnen en »sætter«, og hannen hedder en »ramler«. Benene kaldes »løbene«, ørerne hedder »løflerne«, og halen kaldes »blommen«. Ja, man kan hurtigt blive sat af i en samtale om haren med en jæger.

Haren parrer sig allerede i slutningen af januar. Harekillingerne fødes direkte på jorden, og lever selvstændigt, på nær en daglig fodring, fra de er helt små. Efter tre til fire uger kan ungerne klare sig selv. I ungetiden sker det at man støder på en hareunge, og selvom den er alene, så er den ikke med sikkerhed forladt.

Haren er udbredt over hele landet, men den er dog mest talrig på øerne.