Den grønne treparts møde med virkeligheden

Af Jens Lund Pedersen, Faglig konsulent, Bæredygtigt Landbrug

Treparten skal redde klimaet og vandmiljøet – og nå længere på et år end landbrugets samlede indsats har formået de sidste mange år. Det ser svært ud – det er det også.

Der sættes primært fokus på to helt forskellige forhold – som ikke må, men ofte bliver blandet sammen:

Klima med fokus på CO2 udledning og landbrugets biologiske processer

samt

Miljø og vandmiljø – i debatten ofte med fokus udelukkende på kvælstof

Her er det vigtigt at have fakta på plads.

Klimaindsatsen

Omkring halvdelen af landbrugets klimagasudledning målt i CO2-ækvivalenter stammer fra biogent metan, der hurtigt nedbrydes og indgår i kulstofkredsløbet. Det er vildledende at sammenligne klimapåvirkningen fra køernes bøvser og prutter med udslip af fossil naturgas.

De cirkulære, biogene udledninger er konstante, når antallet af kvæg er konstant til faldende, som i Danmark. De biologiske processer er cirkulære: planterne optager CO2, dyrene spiser og udleder det. Planterne gødes med dyrenes efterladenskaber, de vokser og optager CO2. Det hele går i ring – naturens eget genbrug. Det bidrager ikke med yderligere CO2 til atmosfæren – men med mad til mennesker.

En anden væsentlig post i regnskabet over landbrugets klimagasudledning, stammer fra udledning af lattergas. Her anvendes nyeste videnskabelige metoder – med dem kan lattergassen nedbringes.

Landbruget anvender også fossile brændstoffer, dem kan man, når der findes alternativer, belægge med afgifter i lighed med det øvrige erhvervslivs. Først, når der er brugbare alternativer, vil en afgift være adfærdsændrende.

Forbrug af kul og andre fossile brændstoffer er det mest CO2 belastende, der findes. Derfor mener Bæredygtigt Landbrug, at kul skal udfases for at mindske CO2 udledningen. Her er grøn biogas fra landbruget i mange tilfælde et godt alternativ.

Vandmiljøet

Landbruget har siden 1990 leveret en kæmpeindsats på vandmiljøområdet. Med de tiltag til kvælstofreduktioner på dyrkningsfladen, som er aftalt i de politiske forlig siden 1990, er udledning af kvælstof til kystvandene faldet markant.

Det står helt klart: Vandmiljøet kan ikke reddes alene med fokus på landbrugets kvælstof. Der er en mængde andre presfaktorer – dels fra Danmark f.eks. fra rensningsanlæg – dels fra andre landes udledninger.

Samtidig oplever man kæmpe dilemmaer: Områderne med iltsvind er ikke reduceret, på trods af indsatsen, og det er mere end tvivlsomt, at en yderligere reduktion vil begrænse disse – jf. Novana (det officielle overvågingsprogram). Tværtimod ser det ud til, at udbredelsen af de kvælstoffikserende cyanobakterier øges i takt med de stigende havtemperaturer – og dermed vil yderligere kvælstofbegrænsning føre til større opblomstring af disse, der ellers holdes i skak af netop nitrat. Det er bl.a. af den årsag, at Sverige ikke har fokus på at begrænse kvælstof – men på at begrænse fosfor.

Samtidig er der i mange vandoplande så store krav til kvælstofreduktioner, at de overstiger den samlede udledning fra arealerne. Den slags er jo ikke gangbart i virkelighedens verden, men forekommer for eksempel i Gamborg Fjord, Knudedybet, Issefjord og ved Nærå Strand.

Også de store vådområder oplever udfordringer. Her har man tidligere været begrænset af, at man skulle se på fosformobiliteten, når jord lægges under vand. Så vil den nemlig lække fosfor. Den udfordring har man løst på papiret ved ikke at skulle indberette om fosforproblematikker længere. Det går i papirernes verden – hvordan mon det kommer til at se ud i virkelighedens verden? Kan naturen tåle al den fosfor, der nok bliver resultatet af den politik?

Bæredygtigt Landbrug opfordrer til, at de ansvarlige parter tager klar stilling til disse første og primære dilemmaer inden det lokale arbejde går videre – ellers bliver det et spil Sorteper og ikke en reel indsats for klima og vandmiljø.