Agerskovgruppen opfordrer Landbrug & Fødevarer og grovvarefirmaerne til at bakke de berørte landmænd i BMG-sagen juridisk op. - Det her er jo en sag, der vedrører alle landmænd, lyder det fra formanden.
- Har grovvarefirmaerne ført os bag lyset – eller er det bare en »smart« kuratorfinte?
Det spørgsmål stiller Agerskovgruppen og formanden Jens Peter Aggesen sig selv efter at have hørt om byretsdommen i BMG-sagen, hvor en landmand for nyligt blev nægtet ejendomsretten til sit oplagte korn i konkursboet efter grovvarefirmaet BMG.
- Ifølge både kurator og byretsdommeren har landmanden solgt sit korn, da han oplagde det på BMG`s lager, selv om standard-kontrakten er understøttet af både en mail fra BMG og kontoudtog. der beskriver, at kornet er oplagt til senere afregning eller udlevering, konstaterer Agerskovgruppen, der arbejder for at varetage landmændenes interesser, i en pressemeddelelse.
- Kan ikke være rigtigt
Jens Peter Aggesen er uenig med kuratoren og byretsdommeren i, at kornet er solgt og at ejendomsretten derfor er overgået til boet.
- Vi har da altid vidst, at vi ejede vores oplagte korn og havde ret til af få det udleveret igen. Det er jo derfor, at vi betaler lagerleje. Og det er jo også det, der står i betingelserne, siger Jens Peter Aggesen på vegne af Agerskovgruppen.
- Vi skal være sikre på, at vi har en kurator, der arbejder for vores skyld
- Det kan jo ikke være rigtigt, at korn, man har lejet ind på sit lager og får leje for, bliver ens ejendom fordi, at man går konkurs? Det lyder som en lidt for god idé og bør ikke kunne ske i virkeligheden. Det er jo regulært tyveri, tilføjer formanden.
Han mener ikke, at det kan være rigtigt, at fordi man har oplagt sit korn i et grovvarefirma og betaler lagerleje, så er det ensbetydende med, at man har solgt det.
- Det her er jo en sag, der vedrører alle landmænd i Danmark og kan jo være altødelæggende for den gode samhandelsmodel, vi har haft i generationer, hvor grovvarefirmaer og landmænd i fællesskab har kunnet optimere anvendelsen af både lagerfaciliteter og likviditet, siger Jens Peter Aggesen, og tilføjer:
Henviser til retspraksis
- Hvis byretsdommen bliver stadfæstet i Landsretten, kommer den jo til at danne præcedens og vil jo umuliggøre samhandelen, som vi kender den i dag. Derfor vil vi i Agerskovgruppen opfordre både Landbrug & Fødevarer og grovvarefirmaerne til at bakke de berørte landmænd op.
- Foderstoffirmaerne vil jo kunne risikere at komme til at mangle korn til deres foderfabrikker, og landmænds indbyrdes handler og samarbejdsmodeller bliver jo også vanskeliggjort. Oplagt korn kan jo heller ikke længere bruges som sikkerhed for landmandens kassekredit, fortsætter Jens Peter Aggesen.
Han tilføjer, at han har fået oplyst, at der ifølge gældende skatteregler slet ikke er tvivl om, at oplagt korn i en grovvare tilhører landmanden.
- Modsat hvad både kurator og byretsdommer i nærværende sag har gjort gældende, så skal landmænds oplagte korn ifølge domme fra både Østre og Vestre Landsret ikke være individualiseret eller oplagt i sin egen silo for, at det stadigt tilhører landmanden. I sådanne sager følger ejendomsretten den, der har prisrisikoen på varen, hvilket jo i dette her tilfælde også er landmanden, siger Jens Peter Aggesen.