De hollandske myndigheder vil aflive 35.700 slagtekyllinger, efter en stærkt smitsom stamme af fugleinfluenza blev fundet på en gård i det centrale Holland.
De hollandske myndigheder vil aflive 35.700 slagtekyllinger her få dage efter, at et par vilde svaner blev testet positive for H5N8-virus-fugleinfluenza.
Hollandske fjerkræproducenter blev desuden beordret til at holde deres fugle indendørs for at forhindre besætningerne i at få sygdommen fra vilde høns.
Fugleinfluenza er særligt alvorligt i Holland. Landets fjerkræsindustri er 1,6 milliarder euro (11,9 milliarder kroner) værd, og er Europas største eksportør af kyllingekød og æg, der beskæftiger 10.000 mennesker på 2.000 gårde.
Der er nu blevet indført et transportforbud for æg, levende fugle og andre landbrugsprodukter inden for en radius af 10 kilometer fra den inficerede gård i byen Altforst med 25 fjerkræsbedrifter i nærheden.
Myndighederne tester også for fugleinfluenza hos andre fjerkrævirksomheder inden for en radius af tre kilometer.
Trusselsvurdering
I Danmark holder Fødevarestyrelsen nøje øje med H5N8-situationen. Man har særligt været opmærksom efter beretninger om udbrud af fugleinfluenza de seneste måneder i både vildfugle og fjerkæbesætninger i Rusland og Kasakhstan.
Styrelsen vurderer, at der er tale om samme mønster, som sås forud for fugleinfluenza-epidemierne i Danmark i 2006 og 2016.
Der er ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med denne type fugleinfluenza, men i tamfugle giver sygdommen anledning til høj dødelighed. Dødeligheden i vilde fugle er endnu ikke helt klarlagt, men fund i vilde fugle i Holland, Rusland og Kasakhstan vidner om øget dødelighed.
Anbefaling
Hvis man holder høns, gæs eller ænder, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man gennemgår sin smittebeskyttelse. Yderligere skal man overholde de basale smittebeskyttende foranstaltninger som skift og desinfektion af fodtøj, inden man går ind i sin hønsegård. Endelig er det en god idé at afskærme eller overdække hønsegården, så vildfugle ikke kan lande blandt besætningen.
Fødevarestyrelsen følger derfor situationen tæt og opfordrer borgere til at melde fund af døde vildfugle ind via app'en Fugleinfluenza Tip eller styrelsens hjemmeside.
victor@agrinews.dk
telefon +45 23 74 12 37
Fund af fugleinfluenza i udlandet bekymrer Fødevarestyrelsen