AF MIKKEL EKLUND, KRISTIAN BRØNDUM OG EMIL HÄGGQVIST

For hvert skridt, man tager på Åge Knudsens mark, synker man længere og længere ned. Flere sæt dybe hjulspor vidner om, at selv stærke landbrugsmaskiner kan ende med at sidde fast, akkurat som Åge og sagen om det lille vandløb Fårbæk nord for Randers gør.

Jorden på Åges mark har ikke altid været så mudret, som det i dag er tilfældet. Han kan stadig huske dengang, marken var hans fars, og der altid kunne sås og høstes på den. Det var dengang, de 2-hjulstrukne traktorer kunne køre overalt på marken. I dag kan selv de store, 4-hjulstrukne John Deere-maskiner få problemer i den bløde jord, der aldrig rigtig bliver tør. 

Det er ellers ikke fordi, Åge ikke har forsøgt at tage hånd om problemet. Men hans håndtering er endt i en strid, der trækker i langdrag, og som involverer både advokater, politiet og to kommuner. 

Fra vinduet i sit barndomshjem kan Åge i dag kigge på markens våde jord, som en evig påmindelse om den konflikt, han har rodet sig ud i. Han mener selv, at han blot gjorde det, som familien altid har gjort. Hans anklagere ser det som et angreb mod selve naturen.

- Der er en eller anden lystfisker, som har skrevet en mail til kommunen. Det tager jo lidt af nattesøvnen sommetider. Det er noget værre rod. Det knurrer inde i hovedet hele tiden, siger Åge opgivende.

Åge Knudsen taler ikke med store ord. Når han snakker om hårdt, fysisk arbejde, er det »noget, der giver varmen«, og når han fortæller om sin fars død, siger han blot, »at det ikke lige var planen«.

Men når snakken falder på den sag, han nu er indblandet i, er han anderledes klar i spyttet.

- Det er dybt, dybt uretfærdigt, og jeg har ikke gjort noget for at genere nogen. Jeg vil ikke have skyld for noget, jeg ikke har gjort. Det tror jeg ikke, der er ret mange, der vil. Så må de smide mig i spjældet, siger han.

Våde slagmarker

Danmark har i århundreder været et landbrugssamfund, og næsten to tredjedele af landet er i dag opdyrket med landbrugsafgrøder. Samtidig er over halvdelen af landet opland til et eller flere af de 69.000 kilometer vandløb, der officielt er i Danmark. 

Nogen vil mene, at hensynet til naturen må vægte højere end hensynet til landmændenes indtægt, men hvis ikke vandløbene kan lede vand fra markerne effektivt nok, så er markerne stort set ubrugelige til dyrkning.

Derfor er vandløbene blevet en slagmark, hvor lodsejere og kommuner kæmper en indædt kamp. En kamp, hvor landbruget nærmest er blevet sat i et modsætningsforhold til naturen.

Mens kampen fortsætter, består problemet, og regnen falder i større mængder. Landmændene råber på kommunernes hjælp, men det er langt fra alle steder, at samarbejdet fungerer lige smertefrit. 

Som far altid gjorde

I sommeren 2018 fik Åge endelig nok. Han fik fat i to mænd, han tidligere havde haft ansat på maskinstationen, og hyrede en entreprenør til at komme forbi med en maskine. Fra det kolde vand i Fårbæk fjernede de sten, rødder, grene og tegl, der havde fundet sig til rette på bunden.

- Det var noget knokleværk. Det var sgu ikke det sjoveste at gå og rode dernede, og det var fandme også koldt for fingrene, husker han.

Åge Knudsen havde mange overvejelser, inden han tog valget om at rydde op i bækken. Han vidste godt, der var regler, men for ham var oprydningen blot en videreførelse af det, der altid havde været sædvane på gården. 

- Min far startede maskinstationen i 1949, og i gamle dage havde vi to rendegravere. Når vi var færdige med høsten, kørte de to og gjorde grøfter op fra morgen til aften, fortæller han.

Som så mange andre lodsejere dyrker han ikke selv sin jord, men lejer den ud til en landmand. I lang tid havde lejeren brokket sig over, at jorden stod under vand.

- Ham, der lejer jorden, vil jo ikke betale for den hektar ved bækken. Det kan jeg godt følge, for han kan ikke køre hernede, siger Åge.

Han husker, at lejeren blev glad for, at der nu endelig blev gjort noget. Men det var en stakket frist.

- Altså, det vælter jo ned med vand fra himlen, så jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre, siger Åge. 

I stedet for at løse problemet, har Åges oprydning af vandløbet til gengæld skabt et nyt, der er endnu større, og som ikke kan løses med hårdt, fysisk arbejde.

Mailen fra lystfiskeren

Kort tid efter, Åge og de gamle kolleger afsluttede arbejdet i det kolde vandløb, modtager Randers Kommune en klage fra en lystfisker, der tilfældigt har set, hvad der er sket. Fordi Fårbæk løber langs kommunegrænsen mellem Mariagerfjord Kommune og Randers Kommune, deler de to kommuner myndigheden over det lille vandløb. I fællesskab foretager de derfor en række opmålinger på den knap 300 meter lange strækning.

Både Randers og Mariagerfjord Kommune sender herefter hver deres påbud om at retablere vandløbet til Åge. Heri oplyses han desuden om, at kommunerne agter at politianmelde ham for det, ifølge dem, ulovlige forhold.

- Jeg kan sagtens forstå lodsejernes frustrationer i de her sager, for det rammer dem jo på deres levebrød. Men på den anden side har vi bare en lovgivning, vi skal overholde, siger Morten Fischer Jørgensen, vandløbsmedarbejder i Randers Kommune.

Åge vælger efter modtagelsen af påbuddene at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der medgiver ham, at Randers Kommune ikke har hjemmel til at udstede et påbud, da hans matrikel befinder sig i Mariagerfjord Kommune. 

En lille sejr for Åge, men klagen viser sig at have en uheldig sideeffekt. Randers Kommune flytter nemlig i stedet fokus fra Åge til hans tre naboer, der også ejer jord, som grænser op til vandløbet, men som ligger på Randers-siden af kommunegrænsen.

- Det er en træls sag, for nu skal vi sandsynligvis give nogle andre lodsejere et påbud om noget, de ikke selv har været herrer over. Men sådan er loven, forklarer vandløbsmedarbejder Morten Fischer Jørgensen.

Langt fra Laksetorvet

Når Åge i dag står og kigger udover sin regnvåde mark, er han ikke i tvivl. Det har ikke været besværet værd. Men nu er blevet en principsag for ham. 

- Jeg har været her hele livet. Dem der sidder inde på kommunen, har måske kun været der i to måneder, og så skal de til at køre en sag på det. Det finder jeg mig ikke i.

Afstanden til kommunen føles for Åge langt større end de små 17 kilometer, der er til Laksetorvet, Randers Kommunes administrative hovedkvarter. Det kunne for så vidt ligeså godt være en helt anden verden.

- Jeg er nødt til at have en advokat inde over, der kan snakke min sag, bruge de fine ord og være god til at skrive til kommunen. Hvis man ringer, kan man jo ikke bare snakke og få en dialog. »Du må sende en klage i en mail«, siger de. Men prøv nu at hør; jeg er bedre til at snakke, siger Åge.

Han frygter, at kommunen nægter at give op, og derfor fortsætter han også.

Han har ellers altid sagt, at han ville sælge gården, når han fyldte 60. Det gjorde han midt i november sidste år. Men Åge knokler stadig i sit værksted, og bor stadig hvor han altid har gjort. Det bliver han sikkert ved med.

For som han selv siger: Hvem har lyst til at eje en gård, hvor markerne står under vand?

 

Politik