Der er netop givet betinget samtykke til tre projekter med multifunktionel jordfordeling. Det oplyser Landbrugsstyrelsen.

Målet er gennem frivillige aftaler at skabe mere plads til skov og natur og tilbyde landmanden nye marker, der ligger tæt på gården og har en høj dyrkningsværdi. Det er ét af de scenarier, som i en snarlig fremtid kommer til at udspille sig, når kommuner og Naturstyrelsen i tæt samarbejde med landmændene skal i gang med at puslespilsbrikkerne til fremtidens danske landskab.

- Multifunktionel jordfordeling handler om at skabe mere plads til natur og friluftsliv samtidig med, at landbruget får adgang til den jord, som giver det største udbytte. Det er de tre projekter, som har fået betinget samtykke, alle gode eksempler på. I Tøndermarsken ønsker kommunen gennem frivillige aftaler med de lokale lodsejere at fremme naturen i den nordlige del af Margrethe Kog ud mod Vadehavet. Her er ideen, at der skal skabes ynglepladser til vadefuglene og etableres stier, så folk kan komme ud og opleve noget af Danmarks mest unikke natur, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen Gitte Jensen-Fangel.

Et af de andre jordfordelingsprojekter ligger i Svendborg. Her er planen at omlægge marker til et stort skovområde. Den nye skov giver mulighed for bynært friluftsliv og kommer til at ligge ovenpå et drikkevandsmagasin, så den vil sikre rent drikkevand til Svendborgs borgere. Det tredje og største projekt er Nørreådalen i Midtjylland på 1.000 hektar jordfordeling. Projektet går ud på at bidrage til renere drikkevand og give plads til naturen i ådalen. Samtidig er det hensigten, at jordfordeling skal bidrage til at samle markerne mere hensigtsmæssigt for landmændene.

De tre projekter vil hver især berøre 20-25, 25 og 188 lodsejere.

hka
 

Politik