Regnen kom ikke. Udsigten blev derfor en temmelig tøvende fremspiring over årets vårafgrøder. Til gengæld væltede regnen ned, da høsten nærmede sig, hvor ukrudt og grønskud til gengæld væltede op. Flere steder har man i år høstet mellem bygerne, hvor udbytterne samtidig har vist sig fra den skuffende side. Sideløbende med tordenbyger har efterafgrødekrav tilmed øget trykket over høstfolket.

De fleste planteavlere eller landbrugsledere kan sikkert nikke genkendende til sæsonarbejdets op- og nedture, der ikke sjældent kombineres med nedbrud i maskineriet, en husdyrproduktion med en utilfredsstillende afregning eller mangel på arbejdskraft. Andre kæmper måske samtidig med problemer af mere personlig karakter. Måske med en livsledsager der står udenfor landbruget, så du til tider kommer i klemme mellem rettidig omhu i produktionen og uforløste forventninger i familien.

Med afsæt i såvel egne erfaringer fra landbruget som i den professionelle tilgang som uddannet coach, kender Charlotte Ravnbo så udmærket til den balancegang mellem livsstil, forretning og familie, som mange ledere i landbruget skal mestre hver eneste dag.

- Mit håb er, at landmænd kan begynde at se, at det er en styrke, når man rækker ud for at få hjælp, lyder det fra Charlotte Ravnbo. Fotos: Camilla Bønløkke

- Mit håb er, at landmænd kan begynde at se, at det er en styrke, når man rækker ud for at få hjælp, lyder det fra Charlotte Ravnbo. Fotos: Camilla Bønløkke

Stop op!

Charlotte Ravnbo er med uddannelsen i de særskilte masterspecialer: Mastercoach i konflikthåndtering, stresscoaching og par- og relationscoaching i dag selvstændig coach med hovedfokus på at hjælpe og vejlede landbrugsledere, der måske er låst fast i konflikter, kæmper med stress eller blot har behov for at få afløb for de tanker, der måske er skyld i, at nattesøvnen lader vente på sig.

Dels under opvæksten på Stevns, dels i kraft af livet sammen med en landbrugsleder, har Charlotte Ravnbo altid været tæt på landbruget. Derfor var det helt naturligt for hende, at hun efter endt uddannelse især ønskede at målrette sin hjælp mod landmænd og driftsledere.

- Mange – især mænd – er ikke bevidste om, at det er det, der sker, når de bliver ramt af stress. Særligt performer- og pleasertyper rammes af stress.

- Få stoppet op! Der er jo altid noget, der skal gøres på et landbrug, lyder opfordringen fra agrocoachen.

Charlotte Ravnbo gør det klart, at hun udmærket er klar over, at det er lettere sagt end gjort at trække stikket og tage på badeferie med familien eller slappe af på en søndag med en fødselsdagsfrokost hos tante Oda.

Agrocoach Charlotte Ravnbo kender så udmærket til den balancegang mellem livsstil, forretning og familie, som mange ledere i landbruget skal mestre hver eneste dag.

Agrocoach Charlotte Ravnbo kender så udmærket til den balancegang mellem livsstil, forretning og familie, som mange ledere i landbruget skal mestre hver eneste dag.

Anerkend pauserne

- Der er så meget pres på landmanden i dag. Det hele bliver større. Vejret presser også. Jeg ved, at det at være landmand er en livsstil, men det er stadig nødvendigt at lade op på andre tidspunkter.

Hun understreger, at mange er dårlige til at holde fri. Flere skal knække nakken flere gange, inden de anerkender, at der skal pauser til.

- Det kan være sygdom, skader eller andet, der bringer dig ud af fatning, der skal til for, at du ser anderledes på tingene. Når vi kører i hamsterhjulet med en uges ferie hvert 10. år, hvor man i øvrigt bliver syg de første dage, når kroppen får lov at slappe af, så ser man ikke selv, at man begynder at have for travlt. For nogle gange er det bare nemmere at gøre, som man plejer, end at bede om hjælp.

- Især kan det være en udfordring for landbrugsledere at få forståelse hos ejere, der ikke selv er landmænd, når de begynder at få for travlt. Samtidig er det også blevet sværere at finde ekstra hjælp i sæsoner. En udvikling der ikke gør det lettere at holde stressniveauet nede på bedriften, påpeger Charlotte Ravnbo.

Og stress er, ifølge agrocoachen, én ting. Det næste i rækken er depression og angst.

- Mit håb er, at landmænd kan begynde at se, at det er en styrke, når man rækker ud for at få hjælp.

De fleste planteavlere eller landbrugsledere kan nikke genkendende til sæsonarbejdets op- og nedture. Nogle gange er der bare mere end vejret, der udfordrer i hverdagen.

De fleste planteavlere eller landbrugsledere kan nikke genkendende til sæsonarbejdets op- og nedture. Nogle gange er der bare mere end vejret, der udfordrer i hverdagen.

Struktur

En anden ting er hele ledelsesområdet indenfor landbrugserhvervet.

- Landbruget er blevet større. Mange bedrifter er gået fra én medarbejder til mange, hvor mange landmænd nu mangler struktur. Med mange medarbejdere kan man ikke fortsat sige: »Sådan har vi altid gjort«.

Når det kommer til husdyrproduktion, er der selvfølgelig mange opgaver, der går igen uge efter uge, hvor opgaverne varierer mere i planteavlen. Alligevel kan mange problemer, ifølge Charlotte Ravnbo, forebygges gennem planlægning og positiv kommunikation.

- Tydelighed er jo i virkeligheden det der gør, at vi undgår misforståelser, understreger coachen, der samtidig peger på, at udfordringen dog kan ligge i, at ejer eller leder er for konfliktsky.

- Nogle får bare ikke taget snakken, men går måske og brummer over, at tingene ikke bliver gjort, som det var tanken. Her handler det om at få en mere positiv kommunikation. Kan man lide at være på en arbejdsplads, så giver man den også lidt ekstra. Motivationen bliver helt naturligt højere hos medarbejderne, hvis tonen er tydelig og god.

Anerkend arbejdet

Ifølge Charlotte Ravnbo skyldes de ledelsesmæssige udfordringer ofte, at man er kommet ind i en negativ spiral.

Her stiller hun gerne spørgsmålet: - Hvor tit roser du dine medarbejdere?

Samtidig opfordres ledere til at anerkende medarbejdernes arbejde.

- Anerkendelse vokser vi alle sammen af. Det handler om at opnå en bedre kommunikation, lyder opfordringen fra coachen.

- Er der generelt en positiv kommunikation, så opstår konflikter ikke på samme måde.

Coachingen hos Charlotte Ravnbo foregår typisk online, hvor klienterne blot booker en tid via hendes hjemmeside.

Coachingen hos Charlotte Ravnbo foregår typisk online, hvor klienterne blot booker en tid via hendes hjemmeside.

Forståelse fra partneren derhjemme

Ifølge Charlotte Ravnbo behøver det ikke nødvendigvis at være udfordringer i forhold til medarbejdere eller ejere, der presser en. Det kan også være partneren derhjemme.

- Skal du med til familiefest på søndag? – Her lyder svaret måske ofte: - Ja, hvis det regner. Mange kvinder er ikke opvokset på landet og her mangler flere måske forståelsen. Det hele er nok ikke helt så romantisk, som I landmand søger kærlighed, smiler Charlotte Ravnbo, der erkender, at hun selv har været der.

- Flere landmænd har kvinder, der føler sig alene. Særligt hvis familie og venner ikke bor tæt på, men hvor det er landbrugslederens arbejdsplads, der blev afgørende for bopælsadressen.

Her kunne det, ifølge coachen, være godt at skabe et fællesskab. Et netværk for landmandskvinder, så de har hinanden.

Hun minder samtidig om, at man som hustru eller kæreste til en landmand også skal huske at se indad.

- Andre kan ikke fylde dig op med tilfredshed. Her er det som med konflikter mellem medarbejdere. Det fordrer ikke noget godt at hakke på hinanden. Partneren til en landbrugsleder skal også nogle gange se indad.

Del dine problemer

Et landbrug er ikke bare et landbrug. Det er også basen for familien. Når et landbrug går neden om og hjem, er det derfor ikke »bare« en virksomhed og en arbejdsplads, der mistes.

Derudover oplever mange landmænd et nederlag, og at de mister status. Ikke mindst fordi man i landbruget ikke er flere end, at alle kender - eller i hvert fald ved, hvem man er.

Ifølge Charlotte Ravnbo er det derfor at betragte som en sorg at miste jobbet/landbruget, hvilket er nødvendigt at snakke med nogen om.

- Førhen fik man snakket med hinanden – måske vendt hverdagen med naboen over hækken. I dag siger man ikke til hinanden, når det går skidt. Og gør man det, så ved man ikke, hvad man skal sige. Vi er blevet fremmed for hinanden. Folk hilser heller ikke på hinanden, som man gjorde førhen. I stedet siger vi alle: - Det går godt. Man er blevet berøringsangst i forhold til andres problemer, konkluderer Charlotte Ravnbo, der vurderer, at det også kan have noget at gøre med det polerede billede af alting på de sociale medier som Facebook og Instagram.

- Så er det svært at sige, at det faktisk ikke går ret godt.

Tavshedspligt

Som agrocoach har Charlotte Ravnbo tavshedspligt, så det er her klienterne kan lette hjertet, få en snak og en vejledning i, hvordan de skal komme videre gennem udfordringerne i hverdagen, hvad enten det måtte være stress, konflikthåndtering eller andre personlige problemer, som det måske er vanskeligt at komme ind på overfor de nærmeste.

Coachingen hos Charlotte Ravnbo foregår typisk online, hvilket betyder, at snakken kan klares fra staldkontoret eller traktoren, hvor end det nu passer bedst for at sidde alene og uforstyrret, uden at skulle afsted hjemmefra.

- Mødet foregår over zoom i 1,5-2 timer, så der skal ikke sættes en halv dag af til at snakke, fortæller Charlotte Ravnbo, der derfor også har kunder over hele landet.

Nogle kontakter Charlotte direkte eller booker tid via hendes hjemmeside agrocoaching.dk indenfor en tidsramme med en dags varsel, så hun kan nå at forberede og følge op. Andre har i første omgang deltaget på et af hendes webinarer, hvorefter hun siden laver et skræddersyet forløb for de landmænd, der ønsker hjælp til deres specifikke udfordringer.

- Stress er et område der rammer mange. Jeg har da også selv stået på kanten. Det gik for alvor op for mig under uddannelsen i stress og konflikthåndtering, lyder det fra Charlotte Ravnbo.