Den svenske landbrugsgigant Lantmännen kom ud af 2020 med et overskud på 2,04 milliarder kroner, hvilket svarer til cirka 1,5 milliarder danske kroner. Det er ny rekord for selskabet.
Selv om det svenske landbrugsselskab Lantmännen på nogle måder har kunnet mærke effekterne af coronavirus, har selskabet nu løftet sløret for et rekordhøjt plus på bundlinjen på 2,04 milliarder svenske kroner, og dermed slog selskabet sin egen indtjeningsrekod fra sidste år med 164 millioner svenske kroner.
- 2020 har været et usædvanligt og udfordrende år. På trods af dette leverer Lantmännen det hidtil bedste resultat nogensinde, hvilket understreger vores stærke position som virksomhed, siger Per Olof Nyman, der er administrerende direktør i Lantmännen.
Selv om selskabet som helhed har kunnet mærke effekter af coronapandemien, det gælder især selskabets aktiviteter hos Unibake, der servicerer hotel- og restaurationsbranchen, fast food-kæder og flyselsskaber, er det i 2020-regnskabet mere end opvejet af en betydelig fremgang i landbrugssektoren.
Her kan den svenske landbrugsgigant glæde sig over mere end en fordobling på overskuddet fra 210 millioner svenske kroner i 2019 til 439 millioner svenske kroner i 2020. Det skyldes blandt andet, at 2020-høsten var meget intens med meget høje volumer og samtidig gode kvaliteter i udbytterne.
Gode forudsætninger for 2021
Samtidig er der bogstavelig talt sået gode forudsætninger for et nyt stærkt resultat i 2021 på området, da man i efteråret fik sået det næststørste areal nogensinde, hvilket giver løfter om en god høst i 2021.
Det gode resultat vil også kunne mærkes hos de landmænd, der leverer til selskabet. I hvert fald har Lantmännenes bestyrelse foreslået, at der bliver udbetalt i alt 902 millioner svenske kroner i udbytte.
- Alle vores aktiviteter har håndteret dette års udfordringer på en fremragende måde og tilpasset driften til skiftende forhold. Det gode resultat betyder også, at vi igen kan foreslå vores medlemmer det højeste udbytte nogensinde, siger Per Olof Nyman.
Han udtrykker samtidig pæne forventninger til selskabets drift i 2021 og fremefter.
- Lantmännen har en stærk økonomisk stilling, vi er i en god position på alle forretningsområder og har etableret et stærkt momentum i vores vækststrategi. Alt i alt har vi alle forudsætninger for at udvikle en endnu bedre og rentabel voksende virksomhed i 2021 og derefter, siger Per Olof Nyman.
hka