Vil du sænke sodødeligheden? Her er de fejl man, ifølge griserådgiver hos Velas, ikke må begå
Hvis man vil sænke sodødeligheden på sin bedrift, er der en række ting man kan arbejde med – og bestemte fejl man skal undgå at begå. Sådan lyder meldingen fra Nikolaj Stidsen, der er griserådgiver i Velas.
Hvor er det typisk, det går galt, når sodødeligheden er høj?
Det kan være alt fra hygiejnen i foderblanderiet til klovplejen, fortæller Nikolaj Stidsen, griserådgiver i Velas, med mange års erfaring i at rådgive kunder til at få arbejdet målrettet med at sænke so-dødeligheden.
- Hvis du vil finde ud af, hvor problemerne er på din bedrift, skal du kigge på dine data. Hvor mange søer har vi, der dør? Hvad dør de af? Med den indsigt kan du begynde at arbejde på tiltag, der skal afhjælpe problemerne, siger Nikolaj Stidsen.
Når han og kollegerne besøger grisestaldene, ser de mange forskellige ting, som kan bidrage til sodødelighed.
Her kan du blive klogere på, hvor problemerne oftest findes.
Styr på hygiejnen
Nikolaj Stidsen understreger, at der kan opstå problemer med hygiejnen ved foderet.
- God hygiejne i foderblanderiet er meget vigtig. Kvaliteten af det korn, vi har på lager, har også betydning. Under lagring skal kornet blæses, køles og tørres, og hvis ikke vi får det gjort ordentligt, rammer det kvaliteten, fortæller han.
Oplær medarbejderne
At få oplært medarbejderne specifikt til de arbejdsopgaver, de skal løses, har også stor betydning.
- Du skal lære dem de gode rutiner, så de er helt hjemme i de opgaver, de har. Samtidig skal du sørge for at prioritere medarbejderne rigtigt i forhold til faglighed. Det er ikke sikkert, at det er den nyeste medarbejder, som skal sendes i drægtighedsstalden og stå alene med ansvaret der. Så man skal prioritere kvaliteten af arbejdet bedst muligt, siger Nikolaj Stidsen.
Gode sygestier
Hvis du arbejder målrettet med at indrette gode sygestier og bruge dem på den rigtige måde, kan det også bidrage til at sænke sodødeligheden.
- En gode sygesti har et godt flow. Det vil sige, at soen kommer ind, bliver behandlet, og du får taget stilling til, om problemet bliver bedre. Hvis ikke, er det formentlig bedst at få soen aflivet. Det er vigtigt, at du ikke bruger sygestien som et hospice. Det er det ikke, siger Nikolaj Stidsen.
Pleje af klove
Fokus på god klovpleje kan også være en medvirkende faktor i, at flere søer klarer sig.
- Du skal have klippet biklovene. Det er den nemme klovbeskæringssystematik, som har supergod effekt, fortæller Nikolaj Stidsen.
Han anbefaler, at du udvælger en medarbejder, som har ansvar for klovplejen i besætningen.
- Investering i en klovbeskæringsboks er der flere og flere, som gør, og det virker rigtig godt, men det er sjældent et quickfix på sodødeligheden. Det er en del af det lange, seje træk, siger Nikolaj Stidsen.
Kvaliteten af polte
Kvaliteten af de polte, der er på vej ind i stalden, kan også påvirke sodødeligheden.
- Sooverlevelse begynder ved poltene og udvælgelsen af dem. De skal stå ordentligt på benene fra start og have den rigtige vægt og rygspæksmål. Her vil jeg anbefale, at der udpeges en ansvarlig for kvaliteten af polte og søer på bedriften, der laver en løbende kontrol med, at kvaliteten er ok, siger Nikolaj Stidsen.
Tag stilling til soen
Hvordan du vurderer, om en so er klar til et nyt kuld mere, har også betydning for sodødeligheden på bedriften.
- Kan hun klare en tur mere, eller skal hun slagtes nu? Det skal du tage stilling til, inden soen løbes igen. Kig på, om de har gode ben, godt huld og godt yver, og så vær klar til at turde at træffe beslutningen om, at det ikke kan gå. Det er bedre i det lange løb at prioritere disse egenskaber op – især når vi arbejder med søer, der er så effektive, som de er, siger Nikolaj Stidsen.
Hav tålmodighed
For griserådgiveren er det vigtigt at understrege, at arbejdet med at sænke sodødeligheden skal tages med det lange lys på.
- Hvis du lykkes med at ændre noget på tre måneder, er du både god og nok også lidt heldig. Der går typisk et halvt til et helt år, før du kan se, at det rykker noget. Det er vigtigt, at du hele tiden har det i baghovedet, for ellers kan det blive svært at bevare motivationen, når der i løbet af en lang periode kommer andre udfordringer på tværs, siger Nikolaj Stidsen.