Produktionskoncept Smågris: Gevinst på op til 15 kr. ekstra pr. smågris

Det kræver ikke nye store anlæg at øge produktiviteten hos smågrisene ganske betragteligt, fortæller svinekonsulent i Velas.

- Udgangspunktet er at investere så lidt som muligt og genbruge så meget som muligt.

- Er det muligt at øge indtjeningen på smågrisene markant uden at skulle investere i nyt inventar eller nye bygninger?

Ja, mener Bjarke Lassesen, svinekonsulent i Velas, der med et nyt rådgivningskoncept målrettet smågrisene lover, at langt de fleste producenter kan øge indtjeningen med mindst 5 kr. pr. smågris – og formentlig endda tættere på 15 kr. pr. gris. Og det helt uden nye store investeringer, men alene ved hjælp af mindre investeringer, optimeret management og fokus på dyresundhed.

En gevinst på 5-15 kr. pr. gris

I meddelelsen fra Velas oplyses det endvidere, at det for en gennemsnitlig soholder med 700 søer vil betyde en årlig gevinst på 100.000 kr., hvis indtjeningen øges med 5 kr. pr. smågris.

- I projektet tager vi livtag med besætningen og bruger en dag sammen med besætningsdyrlægen på at gennemanalysere besætningen ud fra sundhed, produktion og management. Ud fra det laver vi en prioritering af flaskehalse, udfordringer og forbedringer i produktionen, siger Bjarke Lassesen, som er en del af Produktionskoncept Smågris, der laves i samarbejde med Seges og lokale dyrlæger.

Indtil videre har seks smågriseproducenter i forskellige størrelser været igennem den indledende fase af projektet. Og her viser resultaterne altså en gevinst i snit hos hver enkelt producent på 5-15 kr. pr. smågris og i et enkelt tilfælde endnu højere. 

- Det er gevinsten efter investeringer, eksempelvis vacciner og lidt ændrede faciliteter. Udgangspunktet er at investere så lidt som muligt og genbruge så meget som muligt. I stedet har vi fokus på at reducere dødeligheden, hæve tilvæksten og ikke mindst forbedre fodereffektiviteten gennem bedre sundhed. Det betyder, at der vil være besparelser men også øget tilvækst, der omsættes til en højere salgsvægt, siger Bjarke Lassesen, der påpeger, at en mulig løsning hos nogle producenter eksempelvis kan være at lease en klimacontainer.

I så fald vil den udgift være medregnet, og gevinsten vil stadig ligge på 5-15 kr. pr. smågris efter leasingudgifter.

Ændrer puslespillet

Hos nogle producenter vil det betyde en ændring i den måde, grisene bliver produceret på. En landmand i projektet havde et stort antal stalde til otte ugers produktion, som blev brugt uhensigtsmæssigt.

Her blev der lagt en plan, så det logistiske puslespil gik op på en anden måde.

- Det gav en aha-oplevelse, hvor vi minimerede antallet af flytninger og forbedrede hygiejnen ved at undgå, at grisene kom rundt på kryds og tværs. Vi sektionerede op, så de nye grise ikke mødte gamle grise. Sundhedsmæssigt blev der lavet en slange, der gav optimal sundhed. Og i sidste ende blev det faktisk nemmere for ham at håndtere i dagligdagen.

Produktionen bliver zinkfri

Bjarke Lassesen peger på, at der er rigtig meget sundhed i konceptet, men samtidig også meget management. Derfor er det i samarbejde med både landmanden og dyrlægen, at konsulenterne lægger en plan for mål for både tilvækst, dødelighed og foderforbrug mv. Det inkluderer blandt andet også en komplet udfasning af zink.

- Vi sørger for, at man kan få gevinsten ved at gå fra et normalt forbrug af zink til en zinkfri produktion. Det er en sidegevinst, som jo især er vigtig nu her, hvor deadline for udfasning nærmer sig.

Sådan gør du

Bjarke Lassesen fortæller, at stort set alle smågriseproducenter kan få gevinsten.

- Man skal bare være villig til at se og implementere de løsninger, vi i fællesskab når frem til. Og man skal være villig til at lave ting om. Vi udfordrer i fællesskab landmanden, men alene fordi han har tilegnet sig nogle nye vaner – ikke fordi han er dårlig, siger Bjarke Lassesen.

- Vanerne er jo typisk skabt ud af, at vi alle over tid lægger lag på lag i vores rutiner. Vi har bare alle tendens til at glemme at fjerne noget igen. Og det betyder, at man på nogle områder gør noget uhensigtsmæssigt, alene fordi at sådan har man altid gjort.

At blive en del af projektet tager omkring et halvt år fra første besøg, til alt er implementeret. I løbet af perioden får man i alt fem besøg, og allerede i kvartalet efter begyndelsen forventes der et løft i produktionen, afslutter Bjarke Lassesen.

Læs også