Dyrenes Beskyttelse er bekymret for varme dyretransporter

Dyrenes Beskyttelse langer igen ud efter eksportører af smågrise. Grisene lider i varmen under transporterne ned gennem Europa, lyder det. Brancheorganisation: Vi har ingen interesse i at levere lidende dyr til kunderne.

Det er varmt og sommer i Europa lige nu, og det giver igen i år Dyrenes Beskyttelse anledning til at kritisere måden, som dyr bliver transporteret rundt på.

Kritikken kommer også efter, at Fødevarestyrelsen i sidste uge meddelte, at man i øjeblikket tilbagesender mange logbøger på grund af, at der er taget utilstrækkeligt hensyn til de varme temperaturer i de planlagte ruter.

Fødevarestyrelsen har tidligere henstillet til transportørerne, at de forud for indsendelsen af logbogen sikrer sig, at den planlagte rute er realistisk og kan gennemføres således, at temperaturen på transportmidlet under hele forsendelsen kan holdes inden for et temperaturinterval på 5-30 grader på køretøjet.

I sommeren 2019 var Fødevarestyrelsen blandt andet også ude med en lignende nyhed.

Forstår ikke branche

Fra dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, Ditte Erichsen, lyder det i en pressemeddelelse, at man med de lange transporter kombineret med den høje varme står med en risiko for en reel dyrevelfærdskatastrofe.

- Jeg forstår ikke, at vi alligevel år efter år ser en branche, som forsøger at gennemføre transporter til områder med meget høje temperaturer vel vidende, at de udsætter dyrene for en ekstrem belastning, siger hun.

Det er ifølge den europæiske lovgivning tilladt at transportere grisene, så længe temperaturen inde i bilen ikke overstiger 35 graders varme. Ifølge Ditte Erichsen kan det dog være meget svært at føre kontrol med, hvordan temperaturen udvikler sig i løbet af en tur ned gennem Europa.

- Vejret kan være omskifteligt, ligesom det kan være køligt tidligt om morgenen, når grisene typisk læsses ombord i Danmark, men blive bagende hedt efterhånden, som dagen skrider frem. Langt de fleste af lastbilerne har ikke noget aktivt køleanlæg, så der vil altid være varmere inde i lastrummet end udenfor. Og det er jo ikke fordi, at chaufføren bare kan holde ind til siden og læsse dyrene af i vejkanten, når temperaturen inde i bilen bliver for høj. Han er nødt til bare at fortsætte, siger Ditte Erichsen.

Tager alle forholdsregler

Hos eksportørernes brancheorganisation Sammark, hvis medlemmer står for en stor del af de grise, som køres ud af landet, lyder det fra formanden Lisbet Hommelhoff, at der fra branchens side ingen interesse overhovedet er i at slække på dyrevelfærden. Heller ikke i varmen.

- Der er ingen tvivl om, at varmen er der. Og vi tager vores forholdsregler for varmen, men vi kan kun planlægge efter de forhold, som vi kan konstatere og se på forhånd. Og folk tager altså alle de forholdsregler, som der er. Det gælder for eksempel, at de kører sent om aftenen og sørger for, at dyrene transporteres på den bedst mulige måde, siger Lisbet Hommelhoff.

Hun fortæller, at det også kan ses hos de aftagere af grise fra Danmark, som der er i Europa.

- Vi transporterer grise til Italien i tre måneder om året, hvor der er varme. Måske ikke så varmt som lige nu, men der er varmt. Og hvis dyrene havde det dårligt, når de kom frem, så eksisterede det marked jo slet ikke. Så havde vi jo helt sikkert hørt om det.

- For os er det jo virkelig vigtigt, at vi kommer frem med et godt produkt. Ellers så ville vi jo ikke kunne komme igen. Og der må vi bare sige, at det er et godt produkt. Det er sunde og raske grise, som kommer frem, siger hun.

Hun fortæller, at kommer man frem med lidende grise, så vil kunderne ikke betale for dem.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

 

Læs også