Strammer kursen over for producenter med gult kort

Fødevarestyrelsen retter nu op på en fejl, der betød, at påbud til svineproducenter med for højt antibiotikaforbrug ikke blev fulgt op med et skærpet tilsyn. Det bliver de nu.

Siden 2015 har Fødevarestyrelsen på grund af en administrativ fejl ikke vurderet, om der skulle ske yderligere sanktionering for de svineproducenter, som undlod at sænke deres antibiotikaforbrug tilstrækkeligt, efter de fik et gult kort.  

Styrelsen har nu rettet op på den manglende opfølgning på de gule kort, og indledt en gennemgang af kontrollen og sanktioneringen, ikke bare hos svineproducenterne, men på hele veterinærområdet.

Fødevarestyrelsen følger aktuelt op på sager fra de seneste 12 måneder. Ældre sager vil Fødevarestyrelsen lade indgå som risikoparameter ved udpegning til fremadrettet kontrol.

Styrelsens gennemgang viser, at der i otte sager er sket overtrædelser i 2019-2020. Disse besætninger risikerer nu at blive sat under skærpet tilsyn. 

I yderste konsekvens kan Fødevarestyrelsen give landmanden et rødt kort, og dermed kræve, at landmanden har færre grise i staldene. Det er muligheden for disse sanktioner, der ikke er vurderet. 

- Alvorlig fejl

- Det er en alvorlig fejl, at Fødevarestyrelsen ikke har strammet skruen over for de svineproducenter, der – trods påbud og vejledning – ikke har fulgt spillereglerne, det kan der ikke være to meninger om, siger fødevareminister Mogens Jensen (S). 

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet har Gult kort-ordningen været med til at nedbringe antibiotika-forbruget i svinebesætningerne med godt 30 procent på ti år. 

- Gult kort-ordningen har overordnet været en stor succes, og har givet myndighederne nogle effektive værktøjer. Men jeg forventer så også, at de bliver brugt i de heldigvis få tilfælde, landmændene ikke følger reglerne, siger Mogens Jensen. 

mip

Læs også