Det er et stort areal, der bliver dækket, når Kenneth fra HJ Gruppen, også kendt som Dalmose Vognmandsforretning, er i gang med at så roer om foråret.

- Det er meget store dele af Vestsjælland, vi kører på. Stort set lige her fra Slagelse, og så til Kalvehave (i Sydsjælland, red.). Vi har sået roer på 915 hektar nu her, og det er gået godt, siger selskabets roespecialist og tilføjer:

- Selvom det er noget tid siden, vi sidst fik regn, var der stadig fugt i jorden, hvor frøene skulle ligge, så det var helt perfekt.

12 år med roer 

Roer fylder meget i hans arbejdsliv, afslører vestsjællænderen.

- Jeg har rodet med roer i 12 år, men nu har jeg startet fast hos Henrik Jørgensen (HJ Gruppen, red.) her sidste år, så nu går jeg og servicerer alle maskiner, så de er klar til kampagnen i efteråret, fortæller han og oplyser, at han kører med to forskellige såmaskiner.

- Den ene er en 18-rækkers Unicorn såmaskine med sektionskontrol og flydende gødning fra Kverneland, som vi kører med, mens den anden er en Horsch, med fast gødning, som nogle af kunderne foretrækker, siger han.

- Det er nok 60 procent af kunderne, der foretrækker flydende gødning, mens resten får med fast gødning.

Væsentlig udvikling

Kenneth fortæller, at der er sket en væsentlig udvikling på maskindelen i løbet af årene.

- Det har ændret sig meget. Der er sket meget i løbet af de år, med en øget udvikling på mange punkter. Det hele er blevet mere effektivt. Der har været en stor effektivisering i det hele taget, siger han.

Ifølge direktør og ejer Henrik Jørgensen er det svært at gøre tingene mere højteknologiske, end man gør det på optagersiden. Til gengæld regner han med at få opgraderet sit udstyr til såning af roefrøene til næste sæson.

- Det var egentlig meningen, at vi skulle have haft nyt maskineri til denne sæson, men på grund af leveranceproblemer er det ikke lykkedes at få det. Men vi er blevet lovet, at det kommer til næste sæson, så det regner vi med at kunne tage i brug der, siger Henrik Jørgensen.

Der er tale om ny redskabsstyring med GPS både på traktoren, og på selve såmaskinen. Og det har klare fordele, mener han.

- Vi kan lægge roerne mere nøjagtigt, og komme tidligere i gang med at rense, før frøene og roerne kommer op. Og vi kan også rense senere i den anden ende, siger Henrik Jørgensen.

Fylder meget

Arbejdet med roerne er begyndt at fylde mere og mere i HJ Gruppens aktiviteter, oplyser direktøren.

- Det første år tog vi 700 hektar op, så steg det til 1.800 hektar året efter, og sidste år tog vi 2.900 hektar op. Så det er bare gået opad.

Henrik Jørgensen

- Vi har altid kørt lidt roer. Men vi var heldige at få foden ind, da sukkerfabrikkerne lavede et udbud, og det første år, vi kørte, havde vi ikke optagning med, men det så vi som en niche, som vi kunne tage med. Det er der blevet taget rigtig godt imod. Det var i efteråret 2018, hvor vi kørte med en enkelt optager, siger Henrik Jørgensen

Og kunderne har været meget trofaste, lyder det fra direktøren.

- Det første år tog vi 700 hektar op, så steg det til 1.800 hektar året efter, og sidste år tog vi 2.900 hektar op. Så det er bare gået opad.