Super Dæk har igennem flere år arbejdet på at udvikle virksomhedens breakdown service, hvor man blandt andet hjælper kunder i landbruget, transportsektoren og maskinstationer med at blive hurtigt og sikkert kørende igen efter nedbrud.

Under forårsarbejdet satte dækfirmaet ekstra ind på døgnbemandingen for at hjælpe de travle, danske landmænd. Det viste sig at være en god idé. Og derfor er pilotprojektet nu blevet en permanent service. Det betyder, at antallet af tilgængelige servicebiler er øget til 75 vogne fordelt over hele Danmark – heraf er 14 af disse vogne tilgængelige døgnet rundt.

- Vi fik gode tilbagemeldinger på vores pilotprojekt i påsken fra landmændene, og vi har blandt andet på denne baggrund samt med de gode erfaringer fra kunder i andre brancher besluttet at satse endnu mere på servicen, så vi kan yde endnu bedre hjælp endnu hurtigere, forklarer Peter Skriver, der er direktør hos Super Dæk.

Forsikring mod tab

Nedbrud er ikke kun frustrerende for landmændene, når de sker. De kan også give betydelige økonomiske tab for landmanden, og det forsikrer man sig imod med Super Dæks break down-service, konstaterer direktøren.

Super Dæks break down-service er fordelt på mange lokale afdelinger. Men man kan ringe ind til ét, centralt nummer. Herigennem stilles videre til en hovedcentral, hvorfra man via GPS har et samlet overblik over alle 75 servicevogne. Herfra kan man hurtigt kan få diagnosticeret problemet og få sendt den nærmeste servicevogn afsted.

- GPS-systemet er bygget op, så vi med det samme kan se, hvilken en servicevogn der hurtigst kan være fremme ved det sted, kunden holder med nedbruddet. På den måde kan vi altid nå hurtigt frem uden spildtid, siger Lars Larsen, der håndterer alle henvendelser fra hovedcentralen.

Hurtigt i gang igen

Førsteprioritet er at finde en løsning så hurtigt som muligt, så kunden kan køre igen, lyder det fra dækfirmaet.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at kunden kan blive kørende hurtigt igen. Nogle gange med et helt nyt dæk, men andre gange, hvis vi ikke har dækket på lager, kan vi midlertidigt køre med et brugt erstatningsdæk og så få bestilt et nyt. Ellers finde nogle andre, midlertidige løsninger, så landmanden kan køre, og vi i mellemtiden kan få lavet en permanent løsning, siger Henrik Dahnke Carl, der er afdelingsleder hos Super Dæk i Ribe.

Udover at skifte eller reparere dækket, tager Super Dæk sig også typisk en snak med kunden om de resterende hjul og tjekker lufttrykket og dækkenes generelle tilstand, så man også kan prøve at forebygge fremtidige nedbrud.