Mere end 400 forskellige godkendte landbrug uddanner p.t. elever fra Asmildkloster Landbrugsskole. Det vidner om, at danske landmænd tager uddannelse af de kommende generationer alvorligt, og at de tager et kæmpe samfundsansvar for uddannelse af unge mennesker.

Landbrugsuddannelsen har i praksis »uddannelsesgaranti«, uden at det dog er noget landbruget har travlt med at fortælle til de unge eller omgivelserne, lyder det fra Lars Møgelbjerg Andersen, forstander for landbrugsskolen i Viborg.

Ved dimissionsfesten den 27. juni vil skolen kåre et af de landbrug, som stiller en god læreplads til rådighed.

Fantastisk læringsmiljø

Den gode læreplads i landbruget har klare og synlige mål for oplæringen af elever, de tager sig godt af deres elever og tager eleverne med i arbejdspladsens sociale liv og ind imellem gør de lidt ekstra for den enkelte. God ledelse på landbruget suppleret med prioritering af oplæringen skaber et fantastisk læringsmiljø og gør eleven dygtig og kompetent og fagligt dygtig. Årets Læreplads lever sandsynligvis op til denne beskrivelse, mener forstanderen.

- Vi hører på Asmildkloster Landbrugsskole de gode historier, og dem vil vi gerne dele med hele verden, og så vil vi være med til at give de læremestre, ledere og kolleger der gør den gode indsats et ordentligt klap på skulderen, siger Lars Møgelbjerg Andersen.

Det er skolens elever på Hovedforløb2 EUD og EUX, der kan indstille deres læreplads til kåringen, og mange elever glæder sig til at de nu får muligheden for både at sige tak og være med til at dele den gode fortælling om Årets Læreplads.

Med kåringen følger et diplom og en anerkendelse til lærepladsen – hvad den består af, er en overraskelse.

laj