Landmandsprotester i Holland eskalerer efter skud

Der er fortsat voldsom utilfredshed blandt hollandske landmænd med de miljøkrav, som den hollandske regering har rejst overfor erhvervet. Senest eskalerede urolighederne med pistolskud fra hollandsk politi.

Krav om reducering af kvælstofudledning på 70 procent i løbet af de næste syv år vil formentlig blive fremsat overfor hollandske landmænd i de kommende måneder. Og de krav, som regeringen er kommet med, er ikke just blevet vel modtaget i hollandske landbrugskredse. 

Således blokerede hollandske landmænd flere distributionscentre tilhørende supermarkeder i starten af ugen, hvilket har kostet kæderne et tocifret millionbeløb. 

Sent tirsdag eskalerede urolighederne, efter at politi åbnede ild mod demonstranterne og sendte, hvad politiet selv betegner som varselsskud mod landmænd, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Efter skuddene blev flere landmænd anholdt, angiveligt for at være begyndt at køre deres traktorer mod ordensmagten. Men demonstranterne afviser den forklaring, og siger ifølge DW, at de ikke udgjorde nogen trussel mod betjentene. 

Onsdag flyttede demonstrationerne til den nordlige ende af landet. Således forsøgte demonstranter at blokere lufthavnen ved byen Groningen i Friesland.

Den hollandske regering har selv regnet sig frem til, at de nye klimakrav vil betyde, at op mod 30 procent af alle hollandske husdyravlere bliver tvunget til at lukke deres bedrifter. Premierminister Mark Rutte nægter at mødes med demonstranterne for at forhandle, blandt andet efter at der opstod uro udenfor miljøminister Christianne van der Wals private hjem.

Læs også