- Overvejer du at etablere et minivådområde? Kom og få inspiration til dit eget projekt. Det er gratis at deltage.
Sådan lyder opfordringen fra Seges og oplandskonsulenterne, der holder Åbent minivådområde flere forskellige steder i landet torsdag den 29. oktober mellem kl. 10 og 15.
Du kan blandt andet besøge Lars Nielsens minivådområde i Ørsted på Norddjursland.
Han fik i juli og august gravet et minivådområde, som lige nu er ved at blive fyldt med vand. Minivådområdet er 7.000 m2 og afvander et areal på 70 hektar.
Hør om processen
Lars Nielsen er blot 1 ud af 16 landmænd, som denne dag vil fortælle meget mere om deres projekter.
- Denne dag giver en enestående mulighed for at se et færdigt projekt og høre om hele processen. Vi håber også, at vi kan være med til at svare på de spørgsmål, der måtte komme, hvis man går og overvejer et minivådområde, lyder det fra Rikke Skyum, som er chef for Land, miljø & erhverv i Djursland Landboforening og oplandskonsulent ved Team Midtjylland.
Hos Lars Nielsen er det kun muligt at besøge minivådområdet i tidsrummet fra kl. 10 til 12 (kræver tilmelding).
Du kan finde det nærmeste minivådområde og tilmelde dig på tilmeld.dk/aabentminivaadomraade2020.
mip