Den danske sommer bliver mere ekstrem

DMI’s Klimaatlas er udvidet med ny viden om tørke og nedbør, og her byder især sommeren på markante ændringer i vejret.

VEJR Som noget helt nyt er DMI’s Klimaatlas netop opdateret med viden om fremtidens tørke og nedbør – og her er især sommeren i fokus.

De nye tal viser, at hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter som hidtil, vil fremtidens danske sommernedbør efterhånden minde mere om det, vi kender fra det sydligere Europa med længere tørkeperioder og kraftige regnskyl.

Den nye viden om, at perioderne med tørke og regn bliver mere intense, kan bruges til at sikre en mere effektiv klimatilpasning.

- Vi står over for en krævende opgave, når det kommer til at tilpasse samfundet til fremtidens klima. Tænk bare på den massive regn og store vandmasser mange danskere kæmpede med i vinters, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Flere vådere årstider

I det store billede viser Klimaatlas, at nedbørsmønstrene ændrer sig i fremtidens Danmark. Ændringernes størrelse afhænger af, hvor stor udledningen af drivhusgasser bliver på globalt plan.

- Hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter som hidtil, går vi mod markant vådere vintre og forår, lidt vådere efterår – og en sommer, hvor den samlede mængde nedbør i gennemsnit forbliver nogenlunde uændret, oplyser Rasmus Anker Pedersen, klimaforsker på DMI, og fortsætter:

- Det opdaterede Klimaatlas viser, at den gennemsnitlige danske sommer får flere tørre dage, og når det regner, vil det oftere være kortvarigt og mere kraftigt end i dag. Selv om den samlede regnmængde ikke ser ud til at forandre sig meget, kan de tørre perioder vare lidt længere tid end i dag, fordi regnen falder som kraftigere byger.

Langsigtede løsninger

Inden for landbruget er der naturligvis stor fokus på, hvordan fremtidens klima arter sig. Nedbøren skal helst komme i de helt rette doser på de helt rigtige tidspunkter, og meldingen om mere kraftig regn er »ikke jordens bedste nyhed«, som Jens Elbæk, afdelingschef i PlanteInnovation hos Seges, udtrykker det.

- Vi er afhængige af hverken for lidt eller for megen regn. Men det har også stor betydning, hvordan regnen kommer. Vores afgrøder har typisk bedst af et godt gammeldags regnvejr, hvor det regner jævnt og roligt i flere timer i ny og næ, siger han og fortsætter:

- Men den nye viden i Klimaatlasset giver os imidlertid mulighed for at tænke i mere langsigtede løsninger for, hvordan vi vil håndtere mere sydeuropæiske tilstande med tørke og kraftig regn.

jhal

Læs også