Maskinstationsejer overdrager stafetten til to medarbejdere

Indehaveren af Niemanns Maskinstation A/S ved Herfølge, Birger Niemann, har solgt en del af virksomheden til to unge medarbejdere.

Birger Niemanns hustru, Jeanette Niemann, har altid klaret alle de administrative opgaver i virksomheden. Foto: Jesper Hallgren 63-årige Birger Niemann og flat-coated retrieveren Fido foran den gamle hoveddør på Tolstrupgaard, der alle årene har været base for maskinstationen. Foto: Jesper Hallgren

Gennem de seneste 30 år har Birger Niemann drevet Niemanns Maskinstation A/S fra sit barndomshjem, Tolstrupgaard syd for Herfølge i Østsjælland, men det er delvist slut nu.

Birger Niemann har således solgt landbrugsdelen til to af hans ansatte, Emil Degn Jensen og Jonas Wallin, der hver især kaster sig ud som selvstændige. Emil Degn Jensen har etableret Emil Jensens Maskinstation, mens Jonas Wallin har firmaet Engtoft Entreprise ApS.

Der vil dog fortsat være masser af maskiner i bygningerne på Tolstrupgaard. Birger Niemann fortsætter nemlig med entreprenørdelen, og både Emil Degn Jensen og Jonas Wallin lejer sig ind på gården, så maskinerne får base i bygninger på gården.

For Birger Niemann, der fyldte 63 år i begyndelsen af året, er der dermed sat punktum for en årrække med markarbejde. Han er dog glad for, at to af de ansatte kører den del af forretningen videre og blandt andet overtager kundekredsen.

Birger Niemann er tredje generation på Tolstrupgaard, og både hans far og farfar, henholdsvis Svend Helge Niemann og Johannes Niemann, har drevet maskinstation fra gården, som har tilhørt familien gennem præcis 100 år.

10 år foran Danmark

Birger Niemann og hustruen, Jeanette Niemann, overtog gården i 2007, men det var dog allerede tilbage i 1994, at Birger Niemann tog hul på livet som maskinstationsejer.

- Jeg har altid haft en stor forkærlighed for maskiner, og især de specielle maskiner, så tiden i Frankrig var en kæmpe oplevelse for en maskintosse som mig.

Birger Niemann

- Der er sket meget gennem de 30 år, jeg har drevet maskinstationen. Det har været en god og spændende tid, som jeg ikke ville have været foruden, fortæller Birger Niemann, der i 1982 blev udlært landmand på Lyngby Landbrugsskole og forinden havde arbejdet på to franske landbrug i halvandet år.

- Det var en utrolig stor oplevelse. Jeg lærte rigtig meget, så det er en periode, jeg kun husker tilbage på med stor glæde, forklarer Birger Niemann og fortsætter:

- Franskmændene var blandt andet langt fremme på maskinfronten, måske 10 år foran Danmark på det tidspunkt. Her så jeg for første gang en maskine, der både kunne harve og så, og det var noget, som dengang slet ikke fandtes i Danmark.

- Jeg har altid haft en stor forkærlighed for maskiner, og især de specielle maskiner, så tiden i Frankrig var en kæmpe oplevelse for en maskintosse som mig, lyder det med et stort smil fra Birger Niemann.

Meget entreprenørarbejde

Da han returnerede til Danmark, begyndte han at hjælpe sin far på maskinstationen, og han tog tillige kloakmesteruddannelsen, og det åbnede nye døre.

- Entreprenørarbejde fyldte rigtig meget hos os gennem en del år, og vi har været med til så store projekter som blandt andet Field’s og Øresundsbroen, ligesom vi også har haft en del entreprenørarbejde i Tyskland, fortæller Birger Niemann.

På et tidspunkt, da der var mest gang i forretningen, var der 17 ansatte i firmaet, men i dag er der kun seks medarbejdere. Det er der ifølge Birger Niemann en naturlig årsag til.

- I de seneste 10 år har der været en kolossal udvikling i landbruget. Strukturudviklingen har medført større og større landbrug, der selv efterhånden har alle de maskiner, der skal bruges.

- Vi havde for eksempel tre mejetærskere for 10 år siden, men de er blevet solgt, og vi har slet ingen mejetærskere i dag. Sådan er udviklingen gået, pointerer Birger Niemann.

Hustru på kontoret

I dag består det meste af arbejdet af gylleudbringning, presning af halm og presning af wrap-baller til heste, ligesom firmaet også har snerydningsopgaver i de kolde måneder.

Gennem årene har Birger Niemann oplevet, at det er blevet sværere og sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft til firmaet, der siden 1968 har været nabo til Sydmotorvejen – og kun et stenkast fra Herfølge-afkørslen.

Han har dog haft en enkelt medarbejder, der har været med gennem alle 30 år. Hustruen, 61-årige Jeanette Niemann, har således altid klaret alle de administrative opgaver i den travle virksomhed.

Lidt fritid har parret dog haft ind imellem. Parret har tre børn, to sønner og en datter, og har fire børnebørn – og to mere på vej. Nu skulle der gerne blive mere tid til familien, og tid til at rejse og gå lidt mere på jagt.

Åbent hus og netauktion

Birger Niemanns beslutning om at trappe ned og overdrage landbrugsdelen til to ansatte, medfører blandt andet en del overskydende materiel, og det bliver sat til salg på Klaravik Netauktion.

Ændringerne i virksomheden betyder også, at der fredag den 15. marts fra klokken 13 til 17 afholdes åbent hus hos Niemanns Maskinstation, hvor der selvfølgelig er mulighed for at hilse på både Birger Niemann, Jonas Wallin og Emil Degn Jensen.

I dagens anledning vil der blive budt på pølser samt øl og vand, ligesom de besøgende kan se nærmere på de maskiner og materiel, som bliver solgt på Klaravik Netauktion.

/ jhal

Birger Niemann

  • 63 år og indehaver af Niemanns Maskinstation ved Herfølge gennem 30 år.

  • Bestyrelsesformand for den sjællandske afdeling under Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) og således medlem af bestyrelsen i DM&E.

  • Dansk repræsentant i Ceettar, der er en europæisk fællesorganisation for maskinstationer, entreprenører og skoventreprenører.

  • Bestyrelsesmedlem i Halmselskabet Danmark.

  • Bestyrelsesmedlem i GLS-A (Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere).

  • Gift med Jeanette. Parret har tre børn og fire børnebørn – og to mere på vej.

Læs også