Ny gårdbutik skal tiltrække byfolk

På Tøvestensgaarden nær Slagelse arbejdes der lige nu på at indrette en gårdbutik, der skal være klar 1. juli. - Vi skal udnytte den geografiske nærhed til store kundegrupper, mener mælkeproducenten, der står bag.

På Tøvestensgaarden går det stille og roligt fremad med et gårdbutik-projekt.

- Vi er i gang med at bygge om og regner med at kunne åbne 1. juli, siger Michael Andersen i en utrættelig søgen efter at give folk og børn i byerne stærkere oplevelser af, hvor maden kommer fra.

- Jeg tror selvsagt på, det er den vej, vi skal gå. Blandt andet med en gårdbutik og ikke mindst muligheden for, at folk fra byen får endnu flere muligheder for at komme tæt på os producenter af fødevarer, siger han.

Differentieret afregning 

- Der foregår en masse af den slags ude i verden. Jeg er lige nu meget inspireret af Arethusa Farm i Connecticut, USA. En farm med malkekvæg, mejeri og fine besøgsfaciliteter samt butiksdrift og restaurant.

Arethusa Farm ligger godt 100 kilometer fra storbyen New York og i relativ kort afstand fra en række tætbefolkede storbyer på den amerikanske østkyst.

- Folk fra byen får endnu flere muligheder for at komme tæt på os producenter af fødevarer

Michael Andersen, ejer, Tøvestensgaarden

- Vi ligger også tæt på, hvor der bor mange mennesker, og det synes jeg da, at vi som fødevareproducenter skal udnytte endnu mere. Jeg ved godt, det er stik imod, hvad de store andelsselskaber siger, men jeg mener faktisk, vi skal udnytte vores geografiske nærhed til store kundegrupper ved at differentiere priserne på vores produkter. Det er jo i praksis det, vi gør med hø- og græsmælken.

Tæt på hovedstaden

- Allerede dengang de fleste mejerier i Danmark blev fusioneret til et stort, var der en dokumenteret mulighed for os mælkeproducenter på Sjælland for at opnå en højere mælkepris her end hos vore kolleger i Jylland. Alene på grund af vores nærhed til det store hjemmemarked i København.

- Jeg synes faktisk ikke, der er noget galt i til enhver tid at søge den bedste betaling for sine produkter. Og dermed at vi udnytter de særlige muligheder, vi har her, med mindre end en time fra København, lyder det kontroversielle synspunkt, der kolliderer med de landsdækkende andelsselskabers principper om national solidaritet.

Michael Andersen og hovedgården, Tøvestensgaarden med sine 240 konventionelle årskøer, er både andelshaver og leverandør til Arla.

Læs også