Vejret var i den grad med arrangørerne af Ribe Dyrskue, der fredag kunne opleves i hjertet af Ribe.
For mens sidste års tørkeagtige hedebølge blot kunne lokke 6.300 gæster til skuet, kunne arrangørerne fredag sidst på eftermiddagen med glæde konstatere, at hele 8.300 gæster havde lagt vejen forbi dyrskuepladsen på Hovedengen i Ribe, der traditionen tro dannede rammen om årets dyrskue, der var nummer 154 i rækken.
- Ribe Dyrskue blev igen i år afviklet i meget fint vejr. Der var hele dagen en god stemning på Hovedengen med smil, snak, hygge og sjove oplevelser for publikum, konstaterer tovholder for Ribe Dyrskue, Jens Christiansen.
Og ligesom sidste år blev Ribe Dyrskue igen i år velsignet med meget varmt og tørt sommervejr:
-  Dyrene klarede sig fint med god pasning og masser af vand. Det samme gjorde udstillerne. Masser af vand, konstaterer Jens Christiansen.

Landbrugets festdag
Udsigt til en flot høst ovenpå sidste års dårlige tørkehøst, stigende svinepriser og en generel tro på fremtiden igen i landbruget. Formand for Sydvestjysk Landboforening, der er arrangør af skuet - Niels Laursen, havde ikke svært ved at finde både humør og optimismen frem i forbindelse med Ribe Dyrskue.
-  Dyrskuet er landbrugets festdag, hvor vi kan vise landbruget frem for befolkningen, så de ikke kun får indtryk fra aviserne. Et landbrug med større optimisme, sagde Niels Laursen.

Valg giver nye muligheder
Niels Laursen kom også ind på de to store valg, der har fundet sted i år – dels EU-parlamentsvalget og folketingsvalget, hvor han noterede sig både udfordringer, men især nye muligheder.
-  Ved EU-valget fik vi Asger Christensen, (landmand, Venstre-politiker og tidl. KHL-formand, red.) valgt ind og vi håber at han kan tale og præge landbrugets interesser, lød det fra Niels Laursen, der til gengæld er en smule mere betænkelig omkring udfaldet af Folketingsvalget.
-  Fra Landbruget er vi bekymrede over folketingsvalget og de mange overbud der kom, blandt andet omkring klimaet, konstaterede Niels Laursen, der dog samtidig noterede sig L&F´s udspil opå klimaområdet – og ikke mindst de udmeldinger, som der foreløbigt er kommet fra den nye socialdemokratiske regering omkring landbruget.
-  Det glæder mig, at vores nye minister siger, at vi ikke skal udflytte landbrugsproduktion, og derfor ikke vil stille urealistiske krav, konstaterede Niels Laursen.
Ribe Dyrskue næste år er selvfølgelig sidste fredag i juli – i 2020 er det 31. juli.