For andet år i træk gik titlen til både Miss Sjælland og Miss Teen til Tøvestensgaarden ved Slagelse, der også vandt besætningskonkurrencen hos holstein.
I konkurrencen om den yndigste kvie og den smukkeste malkeko på tværs af alle racer blev Tøvestensgaarden i Hejninge ved Slagelse for andet år i træk den helt store vinder.
Ligesom i 2018 vandt den vestsjællandske gård nemlig titlen som både Miss Sjælland og Miss Teen. Dermed er der altså i dobbelt forstand tale om en dobbelt triumf for familien Andersen på Tøvestensgaarden.
Først blev en halvandet år dejlig holstein-kvie (kat.nr.: 97) i suveræn stil – topkarakterer hos alle tre dommere – udpeget som Miss Teen, der er en titel, som tilfalder dyrskuets smukkeste kvie, og umiddelbart efter kom Miss Sjælland-titlen i hus med den samme ko som i fjor.
Pointlighed om Miss Sjælland
Der var dog så hård kamp om den prestigefyldte Miss Sjælland-titel, at de tre øverste malkekøer alle opnåede samme antal point hos dommerne.
Blandt Miss Sjælland-kandidaterne fik både den yngre jersey-model fra Ågården (kat.nr.: 170), den ældre RDM-model fra Johan Frederiksen (kat.nr.: 4) og den yngre holstein-ko fra Tøvestensgaarden (kat.nr.: 81) således alle sammenlagt fem point.
Det blev så afgørende for udfaldet, at koen fra Tøvestensgaarden havde opnået flest 1-taller hos dommerne. To af tre dommerne tildelte nemlig topkarakter til den vestsjællandske holstein-ko, som dog kun blev placeret som nummer tre af den sidste dommer. Men det fik altså ingen betydning for udfaldet.
Til gengæld opnåede de to andre malkekøer med fem point de samme tre nøgletal hos dommerne (1-2-2), og derfor voterede dommerne lige en ekstra gang, inden de udpegede RDM-modellen fra Johan Frederiksen som nummer to og jerseyen fra Ågården som nummer tre.
I den efterfølgende besætningskonkurrence vandt Tøvestensgaarden dog »kun« inden for holstein. Torben Vincents, Svinninge, vandt hos RDM’erne, mens sejren hos jersey gik til Lars Stenbek, Lov ved Næstved, som i den sidste ende også tog titlen på tværs af alle racerne.
Fakta
Miss Sjælland-kandidaterne
DRH: Rasmus Bülow, Ringsted (kat.nr.: 83)
Holstein – yngre: Tøvestensgaarden, Slagelse (kat.nr.: 81)
Holstein – ældre: Krogsagergaard, Slagelse (kat.nr.: 70)
Jersey – yngre: Ågården, Mern (kat.nr.: 170)
Jersey – ældre: Bjarne Pedersen, Nysted (kat.nr.: 142)
RDM – mellem: Lene Ringsing, Toreby L. (kat.nr.: 18)
RDM – ældre: Johan Frederiksen, Kr. Hyllinge (kat.nr.: 4)
Miss Teen-kandidaterne
DRH: Rasmus Bülow, Ringsted (kat.nr.: 106)
Holstein: Tøvestensgaarden, Slagelse (kat.nr.: 97)
Jersey: Gjorslev Gods, St. Heddinge (kat.nr.: 186)
RDM: Anders Hansen, Mørkøv (kat.nr.: 50)