Da Kristian Dahl gik i den lokale skole i Fjellerad, kom halvdelen af børnene fra klassen fra et landbrug. Nu går hans egne børn i en folkeskole med over 700 elever, og de er de eneste på hele skolen, som kommer fra et produktionslandbrug – Fjelleradgaard, som ligger lidt syd for Aalborg.

Derfor slår familien for anden gang stalddøren op for nysgerrige, på toppen af Fjellerad, når der den 19. september er Åbent Landbrug landet over.

Foruden Kristian Dahl, der til daglig passer sine 180 konventionelle malkekøer, som kommer på græs, og driver 169 hektar jord med hjælp fra en elev, består familien af mor Gitte og parrets seks børn; Asger, Andrea, Albert, Anker, Arnold og Alvin. Og så tre hunde, høns og heste.

Elsker besøg

Gitte Dahl er selvstændig bogholder, og så er hun indehaver af et rengøringsfirma. Herudover er det hende, der går forrest, når familien har besøg af børnehaver, skoleklasser, ferieramte familier, turister fra Kina, branchefolk fra Arla, skolebørn fra København og mange flere. Det bliver til 20-30 besøgsgrupper udefra om året.

Det er lysten, som driver værket og havde parret en ledig længe på toppen af Fjellerad, hvor ejendommen ligger med panoramaudsigt over Lindenborg Ådal og et 8-kantet stuehus, havde Gitte også indrettet den længe til bondegårdsferie.

For Gitte og Kristian er besøgende udefra deres mulighed for en dialog med forbrugerne.

- Alle vores gæster har hørt, fra jord til bord før, men det er de færreste, som ved hvad det betyder, siger Gitte.

Fortæller hvad man ser

Men det er ikke bare at åbne stalddøren for familien Dahl. Der er nemlig ikke noget besøg uden en fortælling, og det gælder også Åbent Landbrug, hvor familien Danmark i år kan vælge mellem en lang række ejendomme landet over, hvoraf nogle holder åbent hus, og andre gør som Gitte og Kristian – holder en rundvisning.

På Fjerreradgaard er der fire rundvisninger i løbet af dagen, som man melder sig til på forhånd.

- Vi prøvede det for første gang sidste år, hvor der på grund af corona kun måtte samles ti. Det var en rigtig god måde at have besøg på, og folk var overrasket over, at vi stod der alle sammen og til rådighed for dem et par timer, fortæller Gitte Dahl.

I år varer en rundvisning på ejendommen halvanden time.

Ærlighed bringer forståelse

Hos familien Dahl følger der altid en forklaring på, hvad de besøgende ser.

- Der kan være en ko, som har fået rykket sit øremærke af og som bløder på øret. Hvis de besøgende går alene i stalden, vil det være det eneste, de husker, når de kommer hjem. Der vil jeg kunne fortælle, hvorfor koen bløder på øret. Det samme gælder en ko med et tykt ben, der vil jeg fortælle, at hun er flyttet i en bås med blødt halm, så gæsterne får hele historien og ikke kun ser et øjebliksbillede, forklarer Kristian Dahl.

Han og Gitte er meget bevidste om, at vise deres landbrug og hverdag ærligt.

- Vi fik engang besøg, hvor vi havde en død ko, og faren bukkede sig ned til sønnen og sagde »shhh, koen sover«, hvor jeg svarede, nej den gør ikke, den er død. Det har vi også lært vores børn, at døden er en del af livet og at en ko også kan dø, forklarer Kristian.

- Når vi viser tingene, præcis som de er, oplever vi en rigtig stor forståelse for det vi laver, konstaterer Kristian.

Børnene er med

De seks børn er ikke alene en del af familien, men hjælper på hver sin måde til på ejendommen. Det kan skabe store øjne for nogle besøgende, at familiens børn ikke bare kan smide sig på sofaen med en mobil i hånden, når de kommer hjem fra skole, men har nogle opgaver, de skal løse hver især.

- Og det er jo også juleaften, nytårsaften og om lørdagen. Det er der mange, der ikke rigtig kan forstå. De forstår ikke, at vi ikke bare kan holde fri om søndagen eller juleaften, men faktisk er der en dag om året, som er langt større for vores børn end selve juleaften. Det er den dag, vi snitter majs, så får alle fri fra skole og er med, griner Gitte Dahl.

Dyrene har det godt

Storfamilien er fuldstændig klar over, at når man besøger dem, så besøger man ikke et spritnyt staldanlæg, men ældre bygninger og en malkestald fra 1979.

- Vi vil gerne vise, at dyrene har det godt, selv om der måske er en tagrende, der hænger lidt, siger Kristian, som faktisk heller aldrig oplever, at folk kommenterer på de gamle bygninger, men mere ser dyrene og hører historierne. Både de fortællinger om dyrene og landbruget, men også om stedet, som er fra 1787 og oprindeligt har hørt under Lindenborg Gods, og som det eneste af ejendommene omkring lå højt med 360 graders udsigt.

- Her boede en dommer, og han skulle have, så han kunne se, hvad der foregik. Vi har også et fangehul på ejendommen, fortæller Kristian, som overtog stedet efter sin far, Søren, i 2001. Siden 1995 havde far og søn drevet stedet sammen i et I/S. Og forinden den tid, havde Kristians farfar, Christian Guldbæk Dahl, drevet stedet, som han havde overtaget fra sin onkel.

Store oplevelser

Selvom Gitte og Kristian hvert eneste år tager imod en masse besøgende på deres ejendom, bliver de stadig overrasket over, hvad der tager de besøgendes interesse. Som turisterne fra Kina, som ikke kunne få hverken øjnene eller samtalerne væk fra gyllevognen og i øvrigt bemærkede, at Gitte og Kristian måtte være enorm rige med alle de børn. Og så var der dengang, de havde besøg af to skolepiger fra København, som måtte ud på terrassen og fotografere solopgangen.

- De kom fra København og havde aldrig set en solopgang før. Vores egne børn synes, det var noget underligt, for de ser jo solopgangen hver eneste dag, siger Kristian Dahl.

Ville ønske der var flere

Gitte Dahl ville ønske at flere landmænd ville åbne deres stalddøre.

- Når man er besøgsgård eller inviterer til rundvisning til Åbent Landbrug, går man med folk rundt, og man bestemmer selv, hvad folk skal se. Det giver virkelig meget, både for de besøgende men også en selv, forklarer Gitte, som også tager imod, når der indimellem kommer en bus med en glad flok børn med særlige behov, som synes, det lugter og ikke vil ud af bussen.

- Det gælder om at møde folk der, hvor de er. Der er helt enorm stor forskel på, om der kommer en tidligere landmand med sit barnebarn eller en by-familie, så starter jeg et helt andet sted, og det kan jeg bare virkelig godt lide, siger Gitte Dahl.

- Når vi viser tingene præcis som de er, oplever vi en rigtig stor forståelse for det vi laver.

Mælkepriducent Kristian Dahl, Aalborg.