Flyvehavre er et stigende problem for mange landmænd

Flyvehavre volder større og større problemer i de danske marker, og Landbrugsstyrelsen har derfor skærpet reglerne for kontrol.

PLANTER Flere og flere oplever flyvehavre som et stigende problemer, og det er også oplevelsen for Landbrugsstyrelsens kontrollører. Det har resulteret i, at der er indført kontrol af flyvehavre – også selv om der ikke foreligger en anmeldelse.

- Da mange forståeligt ikke har lyst til at anmelde deres nabo, foretager vi fremover også kontrol af flyvehavre, når kontrollørerne spotter flyvehavren i forbindelse med vores andre kontrolbesøg, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Gitte Jensen-Fangel.

Flyvehavre er en ukrudtsart, som spreder sig let og kan betyde store tab af indtægter for landbruget på grund af udbyttetab og lavere afregningspris. Derfor har landmænd og andre pligt til at fjerne flyvehavre på deres arealer – typisk enten ved at håndluge eller ved kemisk bekæmpelse.

Skal op med rod

Landskonsulent Jens Erik Jensen, Planteværn, Seges, minder om, at Landbrugsstyrelsen ikke giver en bestemt frist til at afluge flyvehavren.

- Det vil sige, at så snart planterne er synlige, skal de afluges, understreger han, og påpeger, at man har de bedste betingelser for at finde flyvehavren, når kornafgrøderne er gennemskredet.

- Man skal gå systematisk gennem markerne ved for eksempel at følge de anlagte kørespor. Planterne skal luges op med rod, ellers kan planten udvikle nye skud. Hvor der findes flyvehavre, bør lugningen gentages efter 10-14 dage for at få »efternølerne« med, lyder det fra landskonsulenten.

Han gør opmærksom på, at alle marker skal ses efter.

- Også brakarealer, sprøjtefrie zoner og vandløbsbræmmer. En kikkert er et godt hjælpemiddel ved afsøgning for flyvehavreplanter, lyder det fra Jens Erik Jensen.

Hyppigt eftersyn

At flyvehavren enkelte steder får frit spil skyldes, at den tidlige aflugning ikke er foretaget korrekt, eller at den kemiske behandling ikke har virket efter hensigten.

- Det er vigtigt, at også arealer, hvor der er foretaget kemisk bekæmpelse af flyvehavre, efterses.

- Enkelte flyvehavreplanter kan overleve sprøjtningen, særligt ved sene sprøjtninger på store flyvehavreplanter. Det er vigtigt at gennemgå de steder, hvor der plejer at være flyvehavre. Efter behandling med midler med delvis virkning mod flyvehavre kan flyvehavre ofte findes som lavere planter nede i afgrøden, forklarer Jens Erik Jensen.

Styrelse opmærksom

Lene Alnor, agronom og fuldmægtig ved Landbrugsstyrelsen, understreger, at de altid reagerer på anmeldelser om flyvehavre.

- Konstaterer vi, at der er udbredt forekomst af flyvehavre på en mark i forbindelse med kontrol på baggrund af en anmeldelse, eller ved, at vi selv har været forbi marken i anden anledning, giver vi ejeren af marken et påbud om, at flyvehavren skal være fjernet inden for en nærmere fastsat frist. Denne frist varierer alt efter, hvor fremskreden flyvehavren er.

- Derefter kommer vi på et opfølgende kontrolbesøg, og er der stadig udbredt forekomst af flyvehavre i marken, har vi mulighed for at give en bøde af betragtelig størrelse (til ejeren, red.) for ikke at have overholdt det meddelte påbud. Vi har strammet meget op på det punkt, forklarer hun og uddyber, at der ligeledes er et gebyr til landmanden på den opfølgende kontrol.

Derudover gives der også en bøde for ikke at have bekæmpet flyvehavren i første omgang.

Påbud og bøde

- Et grundlæggende problem i bekæmpelsen af flyvehavre er faktisk, at vi tit først bliver kontaktet om flyvehavre, når forekomsten er så massiv, at det nærmest er en umulig opgave af fjerne det i sæsonen.

- Er det tilfældet, giver vi selvfølgelig stadig et påbud og en bøde, samt et opfølgende besøg tidligt i næste sæson. Og der forventer vi så, at der er blevet grebet kraftigt og seriøst ind mod flyvehavren, så den ikke bliver et problem igen i sæsonen og årene efter.

- Ser vi på daværende tidspunkt stadig forekomst af flyvehavre, har vi mulighed for at gribe anderledes ind. Blandt andet ved, på ejers regning, at bestille maskinstation til at fjerne flyvehavren.

- Men vi forventer i princippet, at landbruget – og dermed landmanden selv – påtager sig opgaven. Også for deres egen skyld, siger hun og understreger, at de er opmærksomme på anmeldte marker flere år frem.

Lene Alnor opfordrer landmændene til at henvende sig til hinanden, hvis de oplever problemer.

- Det bør være muligt at tage imod en henvendelse fra en bekymret nabo om flyvehavre, uden at det ender i en konflikt. Det må være i alles interesse, at vi får bekæmpet flyvehavren bedst muligt, siger hun.

Nye tiltag mod flyvehavre

Landbrugsstyrelsen har indført nye regler for betaling af opfølgende kontrol på flyvehavre.

- Hvis der konstateres mere end blot få enkeltstående spredte planter, vil der blive udført gebyrfinansieret opfølgende kontrol.

- Der indføres et grundgebyr på 2.900 kroner for den opfølgende kontrol, samt 300 kroner pr. påbegyndte halve time anvendt til kontrollen og efterfølgende sagsbehandling.

- Landmanden og andre kan fortsat få bøder, hvis der konstateres flyvehavre.

Læs også