#BornholmBlomstrer vil igen i 2020 sætte farve på det bornholmske landskab og gøre en indsats for biodiversiteten.For det er vigtigt at vise øen fra sin bedste side, og det medvirker blomsterstriberne til, lyder det fra arrangørerne.
Mens man i de større danske byer opfordrer børn og voksne til at male regnbuer, for at minde hinanden om, at alt bliver godt igen efter corona-krisen, så vil #BornholmBlomstrer have os alle sammen til at så blomster, så vi kan bevise, at vi udover at gøre noget godt for biodiversiteten kan bidrage til at gøre verden smukkere, selv om 2020 har budt på store udfordringer.
-Vi vil gerne vise, at vi som ø-samfund sagtens kan løfte i flok, selvom vi fysisk ikke har kunnet være sammen under corona/covid19-situationen. Bornholm Blomstrer vil efter påske være klar med blomsterfrø til både landmænd og private, ligesom tidligere år vil frøene skulle bestilles, hvis man skal så mere end 100 m2 og afhentes af deltagerne, for derved at sikre deltagerne imod virus, siger projektleder Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer.
Insekternes velfærd og udbredelsen af pollenbærende planter på Bornholm vil også i 2020 være det primære formål med projektet, men i samarbejdet er man enige om, at det lige netop i år er vigtigt at holde humøret højt blandt bornholmerne og de mange turister der besøger øen. Derfor vil der blive skruet op for farverne i blandingen i forhold til den forgangne sæson.
-Vi vil gerne være med til at motivere børn og voksne, så alle kan få tankerne lidt væk fra den alvorlige situation, verden har været i i år. Vores opfordring til bornholmerne er derfor, at vi som ø-samfund skal stå sammen om at gøre noget smukt for naturen og vores humør, så hent frøene og så dem med børnene, og så håber vi ellers at folk vil dele billeder og videoer af såning, pleje og smukke buketter med hashtagget #Bornholmblomstrer, lyder opfordringen fra Klaus H. Petersen.
Kampagnen har samlet en række gode erfaringer op fra tidligere år, så blandingen indeholder både et- og flerårige arter. Desuden indeholder blandingen endnu flere forskellige blomster for at sikre en længere blomstringsperiode. Blandingen indeholder i år både hør, Kællingetand, valmue, kornblomst med flere.
Det handler om imagepleje
Med biodiversitetsstriber som fælles reference har Bornholms Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Dansk Planteværn og Syngenta samlet lokale organisationer, kommunen, internationale firmaer, private og ikke mindst de bornholmske landmænd om at få Bornholm til at blomstre.
Bornholms Landbrug & Fødevarer & Fødevarer er tovholder på #BornholmBlomstrer, og målet er at vise, at landbrug og natur kan gå hånd i hånd, hvis vi skaber gode rammer for begge dele. Under hashtagget #BornholmBlomstrer udsender deltagerne i projektet løbende opslag på Facebook og Instagram, og målet er at få alle deltagere og tilskuere til projektet til at dele sin oplevelser med omverdenen og ikke mindst med hinanden, så også turister og folk fra andre dele af landet kan få et glimt af blomsterøen i Østersøen.
En række selskaber og organisationer står bag #BornholmBlomstrer. Det er Bornholms Landbrug&Fødevarer, Dansk Planteværn, Syngenta, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, BC-Catering, Biologiforbundet, Bornholms biavlerforening, Vildebier.dk og Vikima.