Udtynding af læbælter bliver til flis på kontrakt
TK Skovservice, Brønderslev, udtynder skov og læbælter, træet tørrer, hugges og flisen sælges på kontrakt til de nordjyske kraftvarmeværker.
I 2004 startede Troels Kristensen sit eget firma, hvor han kørte rundt med sin traktor og en flishugger.
Det lever han stadig af, endda med fem – snart seks ansatte.
TK Skovservice, som virksomheden ved Thise nær Brønderslev hedder, skover træ, hugger det til flis og sælger flisen til de nordjyske kraftvarmeværker.
Det lever han stadig af, endda med fem – snart seks ansatte.
TK Skovservice, som virksomheden ved Thise nær Brønderslev hedder, skover træ, hugger det til flis og sælger flisen til de nordjyske kraftvarmeværker.
Flis på kontrakt
Flisen leveres på kontrakt. Kontrakter, som kan være svære at få fat i for en lille virksomhed, oplever Troels. De løber ofte over et år og afregnes i varmeenheder.
TK Skovservice har kontrakter flere steder i Nordjylland.
Overskud af træ
Der skal leveres en mængde flis, som svarer til et normalt år.
- I vinters blev der brugt 30 procent mindre varme og det betyder, at vi lige nu har 30 procent for meget træ. Vi skal kunne levere til et normalt år, men vi skal også kunne levere nok til, hvis det bliver isvinter, fortæller Troels.
Stammerne skal ligge mellem 6-12 måneder for at tørre.
- Men når vi har overskud af træ, kommer noget at det til at ligge længere, siger Troels.
Fjerner ammetræer uden spor
Flisen kommer primært fra landmænd, som for eksempel skal have udtyndet læbælter eller skov.
- Vi kan for eksempel fjerne ammetræer i et læhegn, uden at det går ud over de andre træer i læbæltet, fortæller Troels.
Det er typisk pil og poppel, som er sat som ammetræer.
TK Skovservice oplever, at landmænd mange steder ikke får fjernet ammetræerne, når de andre træer i læbæltet er vokset godt til.
- Sådan som her, siger Troels og kigger op på en af sine maskiner, som let og enkelt fjerner både pil og poppel i et stort tilgroet læbælte, og lægger dem pænt i vognen bag.
- Her bliver de jo reelt fjernet 8-10 år for sent, vurderer Troels, og fortæller, at dette hæmmer væksten på de andre træer i læbæltet.
Kører året rundt
TK Skovservice kører næsten året rundt. Kun sne i massevis og regn-mudrede marker og skove, får dem til at blive hjemme.
Her har de et stort lager med fast grund under hjulene, hvor de kan køre i al salgs vejr.
Stammerne er stablet og ligger side om side for at tørre. Det der er tørt, er blevet hugget og ligger i en dynge, som lige nu rækker 14-16 meter i vejret.
Flisen bliver primært kørt til kraftvarmeværkerne i vinterhalvåret.
Kører selv maskinerne
For Troels Kristensen kommer drivkraften til arbejdet ved selv at være med. Derfor er det ikke ved skrivebordet, han samler energi, men ude blandt træer og stammer.
Han kører med den ene terrængående hugger. Det bliver til omkring 1.000 timer om året og resten af arbejdstiden bruger han ved skrivebordet, for helt at slippe for at sidde på kontorstolen, kan han ikke.
Og netop det tunge skrivebordsarbejde har også gjort, at Troels ikke har nogen ambitioner om, at virksomheden skal blive større, da han hurtigt kan se, at det vil kræve endnu flere timer af ham foran computeren.
Troels Kristensen er uddannet landmand, han skal ud blandt læbælter og nåletræer, for at trives.