Nyt malkeanlæg har halveret malketiden
En SAC 2*20, side by side-malkestald med mælkemåler og fast exit har halveret malketiden på Anderstrup Holstein. En kvægbesætning med 400 køer og en ydelse på 14.500 kilo EKM i Skørping i Himmerland.
Den gamle SAC 2x10 sildebensmalkestald fra 2000 kunne ikke mere.
En ny er kommet op ved Anderstrup Holstein i Skørping i Himmerland. En 2x20 side by side-malkestald med fast exit – også SAC.
- Vi indhentede tre tilbud, men valgte SAC fordi vi altid har oplevet en god service og har været glade for den gamle malkestald. Samtidig skulle det også økonomisk kunne hænge sammen, fortæller Niels Erik Haahr, som har ansvaret for dyrene.
Anderstrup Holstein er familieejet og drives primært af Niels Erik Haahr og hans bror Christian Haahr, som har ansvaret for teknik, maskiner og marken.
Tre gange malkning
Der er 400 køer i stalden, delt i fire hold. Der bliver malket tre gange, hvilket med det gamle anlæg betød, at det malkede 18 timer i døgnet.
- Vi har nu halveret malketiden, fordi kapaciteten i malkestalden er større, og der nu er to mand til at malke, fortæller Niels Erik Haahr.
Der malkes klokken 5.00, 14.00 og 21.30.
Mindre tid på opsamlingspladsen
Den halverede malketid har også betydet en halvering af den tid, køerne skal stå på opsamlingspladsen.
- Det har været et kæmpe plus for køerne. Tiden på opsamlingspladsen er jo spildtid for en ko, da vi gerne vil have, at hun enten skal æde eller hvile, når ikke hun står i malkestalden, forklarer Niels Erik Haahr.
Men også de ansatte har været glade for, at de nu altid er to sammen under malkningerne. Det har også betydet lidt mere ro for Niels Erik, som før af og til måtte ud og hjælpe under malkningen, hvis der var opstået et problem, der skulle to til at løse.
Mælkemålere et plus
Det er nyt for Anderstrup Holstein at have mælkemålere. De er stadig i gang med at lære det at kende, men har store forventninger til at kunne følge hver enkelt ko.
- Vi opdager nu problemer ved en ko tidligere, siger Niels Erik.
Ydelsen siger 14.500 kilo EKM med en gennemsnitlig dagsydelse pr. ko på 46 liter. Celletallet ligger konstant på omkring 100.000.
God start giver mælk
Niels Erik Haahr er altid med, når holdet med nykælvere malkes. For ham er det altafgørende at få køerne godt ud af dette hold. Kommer de det, ja så er mælken der også hele vejen gennem laktationen.
- En forudsætning, for at en ko giver mælk, er at minimere stress så meget som muligt. Efter en god goldperiode starter køerne med en høj laktationskurve, og får man hende godt igennem den første tid, vil hun fortsætte med en høj ydelse. Sker der derimod et eller andet, vil ydelsen dykke, og så er det næsten umuligt at få hende op igen, forklarer Niels Erik Haahr.
Det samme gælder de nyfødte kalve.
- Får kalven lungebetændelse og diarré fra start, bliver det næsten aldrig nogen god malkeko, fortæller han.
Højere sikkerhed under malkning
Køerne skulle vænne sig til at gå fra en sildebensstald til en side by side-stald.
Men måden at stå på har højnet sikkerheden under malkningen, vurderer Niels Erik Haahr.
- Før var det nemmere at blive ramt af spark fra en nykælver, men nu er der langt mindre risiko for at komme til skade, fordi vi ikke skal ind foran koens ben.
SAC på skue
SAC er at finde på Landsskuet. Her vil de vise flere typer malkestalde- og anlæg samt noget af deres nyeste teknologi.